Invitation til inspirationsaften om vedvarende energi i landdistrikterne torsdag 2. marts kl. 19-21 på Vengskolen.
LandsbyFællesskabet inviterer til et inspirationsmøde om borgerinddragelse, energifællesskaber og medejerskab ift. solcelleparker og andre VE installationer i Skanderborg Kommune.Program:
- Overblik og inspiration: Muligheder og modeller for solcelleparker og lokale fælles energiløsninger som alternativ til private varmepumper, særlig for os, som ikke kommer i nærheden af fjernvarmen.
Indlægsholder: Kim Tobiasen, selvstændig energirådgiver og igangsætter, især i de vestjyske kommuner, hvor man er en del længere fremme, særligt ift. modeller for solcelleparker.
- Kort status på, hvor Skanderborg kommune er lige nu.
Indlægsholder: Karen Margrethe Høj Madsen, Chef for Plan, Teknik og Miljø
Lad os sige det rent ud: Solcelleparkerne er ikke kønne! De gør hverken udsigterne, naturen eller huspriserne i landdistrikterne bedre, tværtimod. Til gengæld er de en god forretning – for nogle. Investorerne/ projektselskaberne tjener godt på det – og lodsejeren får sin del for at lægge jorden til. Tilbage står et lokalsamfund, som mister noget.
Anlæggene en en del af løsningen på den energikrise, vi står i. Og derfor er det vigtigt, at vi sammen fokuserer på løsninger, der udvikler – ikke afvikler – de berørte lokalsamfund, hvis vi skal nå i mål med opgaven.
Heldigvis har vi alle muligheder for at lykkes!
Flere kommuner (dog ikke Skanderborg) er begyndt at stille krav til de projektselskaber, der bygger og driver solcelleparkerne. De vil have lokal involvering, lokalt ejerskab og øget lokal honorering. I praksis betyder det, at de berørte lokalsamfund får tilbageført en vis årlig del af overskuddet – og en mulighed for at styrke lokalsamfundene på andre måder. Samtidig tænkes der i forskønnelse, biodiversitet, og øget landskabsmæssig brugsværdi.
Vi håber, at vi med dette møde kan inspirere til at gribe de muligheder, der allerede findes, til gavn for HELE Skanderborg Kommune.
Vi håber at se så mange interessenter som muligt til mødet, for at påvirke den grønne fremtid i Skanderborg Kommune i en positiv retning.
Jørgen Schytter & Helene Simoni Thorup
På vegne af LandsbyFællesskabet i Skanderborg Kommune