Opdateret tirsdag og onsdag: For tiden viser træstokke med røde ender, at en landinspektør har gang i noget opmåling på Alkenvej. Spørgsmålet om eventuelle fortovs-forberedelser har meldt sig, så alken.dk har søgt en forklaring i kommunens afdeling for Vej og Trafik. Og fortov drejer det sig altså ikke om – men så alligevel, se tilføjelsen.
Forklaringen er, at et lille stykke af Alkenvej – ca. 90 meter – aldrig har været udskilt, som det hedder. Alle offentlige veje skal ligge i egen særskilte vej-matrikel, og man kan kende dem på numre, der starter med 7000 på matrikelkortet. Når veje skal udskilles, afmærker landinspektøren skel mellem vejarealet og private ejendomme som en del af processen. På Alkenvej er der tale om eksisterende og kendte skelpunkter, og der sker derfor ikke nogen forandringer for grundejerne på strækningen.
Men måles op skal der alligevel, og landinspektørfirmaet Aakjaer står for både opmåling og registrering. Og de tilstødende grundejere har fået brev fra Aakjaer i den forbindelse. Inden længe skal den samme proces i gang ved en del af Vædebrovej, som også har til gode at blive registreret på egen matrikel.
I 2020 skete det samme på Emborgvej, hvor der i modsætning til nu på Alkenvej skulle lægges nogle kvadratmeter til flere af grundene. Der var eksempler på grunde, der fik 1, 2, 5, 6, 10 og 15 kvadratmeter.
Tilføjet tirsdag 4. april:
Da Troels Larsen fra Alkenvej havde læst historien om opmålingen, skrev han til alken.dk, at det nu alligevel også drejer sig om fortov, for han snakkede da med et par udsendinge fra kommunen, som for et stykke tid siden havde målt op ved vejen – netop til et eventuelt fortov.
Oven på den besked uddyber Lars Peter Larsen fra Vej og Teknik den første melding – som kom via en kommunikationsansat – at der da er noget om snakken, men at fortovs-ønsket og udskilningen af vejen alligevel ikke hænger helt direkte sammen. Ifølge ham har ønsket fra trafikgruppen i Alken om mere fortov ført til, at det i første omgang er nødvendigt at måle op, om der overhovedet vil være plads til både vej og fortov på Alkenvej. Og for at konstatere det er en forudsætning altså den førnævnte udskilning af vejmatriklen, som alligevel skulle laves før eller senere.
Der er intet besluttet og intet bevilget om fortov, og iøvrigt – som før nævnt på alken.dk – en del udskiftning blandt de ansatte i afdelingen.
Tilføjet onsdag 5. april:
Af det seneste referat fra Mejeriets bestyrelse fremgår, at et fortov vil inddrage blomsterbedet foran Mejeriet. Holdningen i bestyrelsen er, at det er ærgerligt, men at et fortov vil være godt for byen, så derfor ingen indsigelse herfra.