Vi er en gruppe her fra Alken, som for nylig har fulgt en foredragsrække om ”Madens Fremtid – Vores Fremtid” i Aahus. Efterfølgende er vi blevet enige om, at vi vil arbejde for at sætte gang i debatten om bæredygtig madproduktion og forsøge at omsætte vores viden om den alvorlige tilstand for klima og biodiversitet til praktisk handling.
Konkret vil vi etablere et større fælles areal på op til 2 ha, der skal dyrkes af frivillige efter de regenerative dyrkningsprincipper. Det vil give lokalt produceret bær, frugt og grønt. Men det vil også bidrage til at øge forståelsen af, hvordan den enkelte kan bidrage til reduktion af klimapåvirkninger gennem produktion af bæredygtige fødevarer.
For at skabe interesse for projektet vil vi først og sidst på sommeren 2023 holde temamøder for Alken-borgere med oplægsholdere, som vil fortælle om de regenerative dyrkningsmetoder.
Søndag 18. juni kl. 10-13 har vi inviteret Nanna Clifforth fra NOAH til Alken. Arrangementet er for alle interesserede og der kommer opslag om det på Facebook og i alken.dk, men skriv det allerede nu i kalenderen. Nanna har gennem mange år arbejdet med klima- og miljøproblemstillinger. Hun vil give et overblik over klimakonsekvenserne af de nuværende produktionsformer, og fortælle om ”Mosegården”, hvor hun sammen med andre familier dyrker et mindre landbrug efter de regenerative principper.
Der vil også blive mulighed for at åbne op andre ideer til bæredygtige madinitiativer.
I sensommeren/efteråret vil vi invitere Mira Illeris og Esben Schulz til Alken for at afholde et 2-dages kursus i permakulturdyrkning https://permakulturgaarden.dk/ Samtidig vil vi stifte en forening og indgå aftale med mulig lodsejer, så efteråret og vinteren 2023-2024 kan bruges til forberedelse til den første dyrkningssæson.
Mira og Esben har skabt ”Permakulturgaarden” i Skovvirke, som er en klynge af 6 brug, som dyrker permakultur skovlandbrug og bygger huse af lokale byggematerialer.
Vi håber på stor deltagelse fra alle jer, som er interesseret og vil høre nærmere, måske har nye ideer, eller som gerne vil lægge kræfter i dyrkning af regenerative haver.
Venlig hilsen initiativgruppen Hanne Gammelgaard Nielsen, Søs Due Nielsen, Hanne Lisbeth Nielsen, Hans Hornbek, Ann Bertelsen og Anne Agger