Jubel: Gamle huse aftegnes på Mossø Bakke

Det er altid fint for en journalist at være på stedet, mens tingene sker. Sådan var det denne tirsdag eftermiddag, da Poul med gravemaskinen ganske forsigtigt skrabede et tynd jordlag, og to arkæologer begejstret så en cirkelrund mørk aftegning komme til syne i jordlaget.

Et grubehus, fastslog de.

Udgravningen foregår i disse dage på bakken øst for Alken, nemlig i den nye udstykning til det kommende fællesskab, Mossø Bakke.

I forvejen havde de to arkæologer fra Museum Skanderborg, Louise Søndergaard og Anja Vegeberg, delvis afdækket et beboelseshus og et andet grubehus. Tilbage af huset er mørke aftegninger af stolpehuller, men de giver et godt indtryk af husets størrelse. I forvejen ved man fra mange fund landet rundt, hvordan husene kan have set ud.

Typerne af små stykker keramik fra stedet antyder, at disse Alkenboere har været der i den periode, vi nu kalder germansk jernalder, men altså længe før der var tænkt på navnet Alken.

Jens Thor fra byggeselskabet bag Mossø Bakke oplyser, at der nu er solgt 13 huse, og en håndfuld familier har meldt sig som meget interesserede. Byggestart lige efter sommerferien.

Fakta:
* Et grubehus er en mindre bygning delvist nedgravet i jorden og ofte med en arne. Bygningstypen kendes fra jernalderen til tidlig middelalder. Fattigfolk boede i grubehuse. Udhuse og værksteder var også ofte grubehuse.
* Germansk jernalder tidsfæstes i danmarkshistorien til cirka 375-750 e. Kr. De arkæologiske fund ændrer karakter, fordi Romerriget svækkes i disse århundreder og dermed også kontakten til Skandinavien.

Foto: De begejstrede arkæologer ved det nyfundne grubehus, Anja Vegebjerg (hvid hjelm) og Louise Søndergaard. Foto: Peter Abildgaard

You are currently viewing Jubel: Gamle huse aftegnes på Mossø Bakke