Svej-strup er-for-fed * Svejstrup-er-for-fed

Andreas Bech fik alle i klosterhaven til at gjalde med på rytmen “Svej-strup er-for-fed * Svejstrup-er-for-fed”, der kunne minde om en tromme-intro til “Everyone bites the dust” – men det var det vist ikke. Han var den energiske frontfigur i Motown Experience, hvis syv musikeres soul og rock efterhånden fik fliserne i haven godt fyldt op med vuggende dans. Da bandet lukkede ned, kunne der stadig købes gullasch i baren, og så tog dj’en over, men først fik musikerne lige folk med på en Svejstrup-boogie-woogie rundt mellem borde og blomsterbede, ligesom en bordflytte-boogie-woogie også blev intro til musikprogrammet efter langbords-bespisningen på gårdspladsen.

Svejstrup Sommerfestival blev den femte i rækken – og igen med Bardok-boss Mads Schriver som overkok, og præstegårdsbeboere i alle aldre som bartendere, tjenere, scenebyggere, loppemarkeds-arrangører, køkkenfolk og trommeslagere.