Andre end os på redaktionen har nok stødt på efternavnet Alken. Ifølge Danmarks Statistik er der 13, der bærer navnet. Efter flere forsøg er det nu lykkedes at få forklaringen bag. Ib Willy Alken fra Svendborg skriver til alken.dk:
Da jeg var teenager og studerende havde jeg en onkel som boede i Sejs ved Silkeborg og som jeg besøgte i sommerferien, og jeg har besteget Himmelbjerget, sejlet med Hjejlen og fisket i Julsø. Perioden er de sene 50’ere. Turen fra Sydfyn gik gennem Alken.
Nogle år senere var mine jurastudier næsten færdige og jeg tænkte på at blive advokat. Jeg havde bemærket at i de mange formularer som indgår i retsplejen var navnelister ordnet alfabetisk,og mit fødselsnavn var i enden af alfabetet.
På det tidspunkt blev der indført en lempelse af reglerne om navneændring,så jeg besluttede at foretage en sådan. Tilbage stod at finde et egnet nyt navn.
På mine rejser i Jylland havde jeg bemærket, at en del advokater og andre jurister bar navne som jeg genfandt på vejskilte til landsbyer.
Så mindedes jeg den smukke landsby på vejen mod Silkeborg som oven i købet havde navn i begyndelsen af alfabetet.
Jeg foreslog min yngre bror at vi begge skiftede navn, og det gjorde vi. Så de 13, du fandt, er vore slægter.
Jeg har glædet mig over navnet og et par gange kørt gennem jeres smukke egn og vist min familie hvor vi kommer fra”, skriver altså Ib Alken, der også har et forslag til overskrift, som dog ender med at blive en underskrift: Alfabetisk tilskyndelse.