Ved fødselsdagen fik Købmanden i Alken overraskende besøg af en god veninde, Jette Löfvall. Hun var den egentlige ejer af Alken Mejeri i årene 1982-1994. Efter Gustav Ehrenreichs konkurs med Hoptimisterne 1975 blev hun i første omgang indsat af Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk som leder af den fortsatte produktion. Planen var at udvikle og producere nye varianter af Hoptimisterne og Busy Bird. Efter nogle år var markedet åbenbart fyldt. Nu købte hun bygningen sammen med sin mand, Kurt Löfvall, og fortsatte med udlejning til kunstcenter, Brunsøs vandsenge og Mossø Huse m.m. Ved festen lørdag kom hun på opfordring af Peter Abildgaard, som dermed fik hendes ord til den store fortælling, som han sammen med andre er ved at sammenfatte om Alken Andelsmejeri fra 1893 til nutiden. Jette fik hilst på mange af dem, der var med ved hendes salg til borgerforeningen, og hun havde en gave med til købmanden. Det er en pandabjørn som sparebøsse, udviklet af hende til sparekassen Bikuben i 1978. Jette er uddannet designer. Sparebøssen blev modtaget af købmandens formand, Vagn S. Kristensen, som derefter anbragte den på købmandens disk og bad om bidrag til fremtidens nyskabelser.
Overraskende besøg af gammel kending
- Post author:Redaktionen
- Post published:23. september 2023
- Post category:Alken Mejeri / Historie / Købmanden i Alken
