Livlig debat om Alken Søbred-projektet

Borgmester Frands Fischer (S) rundede foroffentlighedsmødet om Alken Søbred af med at rose debatten for at være foregået i en god tone, og livlig var den i hvert fald. De 111 tilmeldte – og så dem der kom derudover – kom nok mest til at høre på indlæg fra folk, der var kritiske over for Fabulas-projektet: For hurtigt at bygge nyt , mens Mossø Bakke endnu ikke er færdigt. Klimamæssigt forkert at bygge villaer over 200 kvm. og i det hele taget at bygge nyt. Alt for tæt på Mossø-fredningen. 50 nye boliger er for mange. Der er ikke brug for flere boliger. Og hvad med trafikken?
Blandt de imødekommende standpunkter var: Godt at sikre arealer til naturgenopretning. Lejeboliger er et længe næret ønske i Alken, og de skal være til at betale. Og hellere blandede aldersgrupper end rent seniorbofællesskab, så alle beboere ikke bliver gamle samtidigt. Godt med en mere divers sammensætning i byen.
Blandt forslag fra salen, som embedsfolkene opfordrede til at sende ind som høringssvar, var: Byg tiny houses. Lav bedre overordnet planlægning, så vi ikke skal gå fra projekt til projekt. Afsæt en halv hektar til fælleshave efter regenerative principper.
Et spørgsmål kom op til sidst: Om man kunne forestille sig yderligere byggeri på Fabulas’ arealer, hvis Alken Søbred ellers bliver vedtaget? Til det svarede Michael Eberhard, at han vil få tinglyst en servitut på resten af arealet nord for Emborgvej om at der ikke skal bygges endnu mere, ligesom en servitut på arealet ud mod Mossø skal sikre naturgenopretning.

Flere byrådspolitikere var mødt op og fik også direkte spørgsmål, der dog ikke blev besvaret på selve mødet, men måske bagefter, da talelysten fortsatte livligt.

Foroffentlighedsfasen varer indtil tirsdag 13. februar, som er sidste frist for at sende høringssvar ind. Chef for Plan, Teknik og Miljø Karen Margrethe Høj Madsen sagde, at det da gjorde forvaltningens liv lettere, hvis folk gik sammen om høringssvar, men at alle er velkommen til at skrive ind enkeltvis. Det foregår her.

(Foto: Sanne Dudoret)



You are currently viewing Livlig debat om Alken Søbred-projektet