Hvorfor er vandet nu hvidt igen, lyder det fra en vandforbruger i Alken, og vandværksbestyrer Niels Chr. Hansen svarer beredvilligt lørdag, at der ingen grund til bekymring er. Der er bare tale om ilt, om luftbobler i vandet, som bruser af igen. Så betragt det som “gratis dansk vand”.
Luftlommerne skyldes, at vandværksfolkene fortsat arbejder med de nye rørføringer efter lækagen, der i juledagene kostede op til 100 kubikmeter vand i døgnet. Selve lækagen blev ikke fundet, men indkredset til engen mellem Enggården og Alken Westend. Der skal trækkes nye rør inden i de gamle på en 600 meters strækning, og det arbejde forsinkes for tiden både af frost og meget våd jord. Der går nok et par måneder, før det er helt afsluttet.
Efter en periode med vand fra Ry via Svejstrup får vi nu igen vand fra værket i Boes Skov. Ry Vandværk tjekker løbende vandværket – især under rørarbejdet – men Niels Chr. Hansen forsikrer, at der ikke er udefrakommende stoffer i drikkevandet.
Folk er velkomne til at ringe med Niels Chr. Hansen og få en snak – 41437467.