Bare 11 dage efter der senest var brandbiler i Alken, var der igen udrykning tirsdag middag. Og igen var det et hus under opførelse på Else Maries Høj – på Mossø Bakke – at ilden fik fat i tagkonstruktionen under arbejdet. Østjyllands Brandvæsen kom til stede med to køretøjer fra Skanderborg og to fra Ry, mens en sprøjte fra Silkeborg blev sendt hjem igen. Brandfolkene angreb ilden både indefra og udefra og måtte skære en del af tagkonstruktionen ned for at få det hele under kontrol.
(Foto: Torben Nielsen)