De første ni kapitler om Alkens første kendte beboere blev bragt på alken.dk i perioden marts 2019 til november 2021, og efter nogle års pause er det næste kapitel nu klar.
1755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken. I 1755 blev Anders Jensen på den første halvgård i Alken efter sin første kones død gift med 25-årige Karen Troelsdatter fra Illerup, og de fik syv børn: Troels, Gunder (som den første kone også hed), Maren, Bodil, Anne Catrine, Anne og Dorthe.
På den anden halvgård finder vi stadig Anders Sørensen og Maren Knudsdatter med tre børn. Det ældste bondepar i Alken på det tidspunkt, Ernst Denche og Ane Catrine Jensdatter, nåede sammen 40 år på tredje halvgård indtil Ernsts død som 85-årig i 1763, hvor Ane Catrine fortsatte nogle år som 62-årig enke, indtil sønnen Christian Ernstsen overtog i 1768. Da var alle kreaturer på ejendommen døde af kvægsygdomme – blandet andet byens tyr.
På fjerde halvgård mistede to børn – Maren og Lille Laurs – deres mor Johanne Rasmusdatter i 1755, da hun blot var 32. Deres far, Christen Laursen, giftede sig samme år anden gang med 27-årige Karen Christoffersdatter fra Fiirgårde. Det krævede en ægteskabsdispensation ved kongelig bevilling, da de var ’beslægtet i tredje led’ – og for at få den måtte de betale en rigsdaler og fire mark til Aarhus Hospital. De fik fem år og ingen børn sammen, og Christen døde i 1760 – blot 40 år gammel. I 1760 giftede en anden søn fra Denche-familien, 25-årige Niels Ernstsen Denche sig med enken, den 32-årige Karen, og overtog nu halvgården. Christen Laursens mor, Johanne Christensdatter døde i 1762 – 84 år gammel
Kong Christian VII solgte i en periode fra 1767 krongods fra Skanderborg Rytterdistrikt fra ved auktion på Skanderborg Slot, hvilket alle fire rytterbønder fra Alken benyttede sig af. I 1768 fik Anders Sørensen kongeligt skøde på sin gård som 42-årig, mens Anders Jensen på 40 købte sin for 447 rigsdaler og 83 skilling – og blev selvejerbonde. De to brødre Christian Ernstsen på 28 og Niels Ernstsen Denche på 33 fik også kongelig underskrift på, at de nu ejede deres gård. Niels købte den først i 1769, og det 250 år gamle skøde eksisterer den dag i dag.
Skødet – eller Skiødet – kan studeres her i sin originale form – og her transskriberet af folkene på Museum Skanderborg.
Niels Ernstsens gård er den bedrift, der efter at være gået i arv og videresolgt, blev videreført i nyopførte bygninger i 1876: Den nuværende Alken Vestergaard. Den gård blev i 1894 købt af Hans Hansen, hvis søn Viggo Hansen overtog i 1949, og hvor i dag Hans Hansen er tredje generation.
Find alle kapitler om Alkens første kendte beboere. Kapitlerne står i modsat rækkefølge, så de nyeste står først, men kan selvfølgelig med fordel læses fra bunden.
1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen.
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14
3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.
9. 1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.