Ud af 65 ansøgninger har Region Midtjylland nu udvalgt 27 landsbyer, der skal være med til at teste, om en delecykel på el kan være et alternativ til bilen – og samtidig være med til at styrke det lokale fællesskab, når man bor på landet, oplyser regionen.
Indtil den 30. juni kunne alle landsbyer og lokalområder i Region Midtjylland med op til 3.000 indbyggere søge om at deltage i projektet Delecyklen og få stillet en gratis el-delecykel til rådighed i ca. 12 måneder.
Projektet er en del af regionens arbejde med at støtte aktive landsbyer og landdistrikter og mere bæredygtig mobilitet. Håbet er, at elcykler på længere sigt kan blive en del af løsningen på, at der nogle steder er langt mellem busser og stoppesteder, og at mange familier derfor anskaffer bil nummer to eller tre.
Erfaringer fra lignende forsøg i større byer viser, at muligheden for at låne elcykler er attraktivt. Men der er ikke mange erfaringer med lignende tiltag i landsbyer.
Fakta om Delecyklen
- 65 landsbyer og landdistrikter fra 18 midtjyske kommuner havde ansøgt om at deltage i Delecyklen-projektet.
- 27 landsbyer er blevet udvalgt ud fra flere kriterier, bl.a. motivation for projektet, eksempler på delecykel-aktiviteter og om, at delecyklen kan stå overdækket på et centralt sted i landsbyen med mulighed for sikker aflåsning.
- De 27 landsbyer er:
- Alken – Skanderborg Kommune
- Alling – Skanderborg Kommune
- Borum – Aarhus Kommune
- Dollerup – Viborg Kommune
- Durup – Skive Kommune
- Faster-Astrup – Ringkøbing Skjern Kommune
- Feldborg – Herning Kommune
- Følle – Syddjurs Kommune
- Handbjerg – Holstebro Kommune
- Hemmed – Norddjurs Kommune
- Hinge-Nørskovlund – Silkeborg Kommune
- Kloster – Ringkøbing Skjern Kommune
- Knebel – Syddjurs Kommune
- Knejsted – Randers Kommune
- Korning – Hedensted Kommune
- Labing – Aarhus Kommune
- Lem – Skive Kommune
- Lyngå – Favrskov Kommune
- Mesing – Skanderborg Kommune
- No – Ringkøbing Skjern Kommune
- Ommestrup – Syddjurs Kommune
- Roum – Viborg Kommune
- Sevel – Holstebro Kommune
- Spentrup – Randers Kommune
- Stoholm – Viborg Kommune
- Træden – Horsens Kommune
- Vitten – Favrskov Kommune
- Det koster ingenting for landsbyerne at være en del af projektet. Region Midtjylland dækker udgifterne til cyklerne, låseordning, reparation samt bookingside.
- Efter den 1-årige periode vil landsbyer, der har brugt Delecyklen meget, få mulighed for at beholde cyklerne.
- Delecyklen-projektet skal være med til at teste, om en delecykel i nogle sammenhænge kan være et alternativ til bilen, når man bor på landet. Og om det at deles om cykler samtidigt styrker fællesskabet i landsbyen.