Mens de fire fæstebønder i Alken i 1768 og 1769 som en række andre i Dover Sogn købte deres gårde af kongen og nu blev selvejere, gik det noget anderledes dramatisk for sig i Boes. Ved kronens auktionen over ryttergodset på Skanderborg Slot blev hele byen – de fire gårde med tilhørende skov og en række gadehuse – nemlig opkøbt af rådmand og senere viceborgmester i Aarhus Rasmus Eriksen Müller – eller Møller, som han blev kaldt i historien 1767-1769: Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf.
Müller købte gårdene for næsen af bønderne for at kunne sælge dem videre med fortjeneste – en praksis, der også dengang blev kaldt gårdslagtning. Først i 1775 fik Boes-bønderne selv skøde på de gårde, de og deres familier havde drevet i årevis, men nåede i mellemtiden at blive bortdømt fra de opkøbte gårde med begrundelsen ”ulydighed” og fik fri proces af kongen til at føre deres sag i Højesteret, som til sidst gav bønderne ret.
Boes-bønderne havde protesteret mod, hvordan deres nye husbond pålagde dem tvangsarbejde: ”utåleligt Hoveri af Ægter, Kørsel, Rejser og Arbejde, samt ladet dem betale 4 Rigsdaler pr tønder Hartkorn i Landgilde”. Og Boes’ nye ejermand fik i 1768 medhold i Skanderborg Birketing mod de ulydige bønder, som skulle ”have deres Gårde forbrudt” – altså smides ud.
Tre af de fire Boes-bønder, Anders Rasmussen, Jens Christensen og Gunder Andersdatter, gav dog ikke op, men gik til kongen – Christian VII – for at få erklæret opsigelserne ulovlige. Det lykkedes dem i september 1769 at få deres sag om fæsterettigheder for Højesteret – med fri proces. I en anden sag fik bønderne dog ikke fri proces. Her protesterede de mod, at Müller nu åbenbart havde solgt deres gårde til en anden, som havde sagt dem op til maj året efter. Fri proces ville de i den sag derimod godt kunne forvente at få, hvis Müller eller den nye ejer skulle anlægge sag mod dem.
I april 1770 faldt der dom i Højesteret. Dommen fra Skanderborg Birketing blev underkendt, og Aarhus-rådmanden skulle betale 60 rigsdaler for Boes-bøndernes omkostninger og i alt 29 rigsdaler til justitskassen for ”unødig Trætte”. Det hører med til historien, at Boes-bønderne ikke havde fået direkte besked om højesteretsdommen, men længe efter måtte efterspørge den hos amtmanden i Skanderborg, Woyda.
Efter højesteretsdommen gik ham imod, solgte Rasmus Müller, der døde i 1774, gårdene i Boes til Rasmus Todbjerg fra Harlev, som i 1775 endelig solgte dem videre til bønderne, der nu kunne kalde sig selvejere og samtidig kunne fordele ejerskabet af seks gadehuse mellem sig. I de gadehuse, der også blev kaldt byens fælles huse, boede blandt andet en hyrde, en væverske og en smed.
Anders Rasmussen, der var gået forrest i kampen mod gårdslagteren, døde bare 43 år gammel – kort efter han fik skøde på sin gård. Hans efterkommere flyttede – i 1859 – gården ud fra selve Boes til en ny placering øst for byen – det nuværende Højlund.
Kilder:
Steen Holger Andersen: Dover Sogns historie gennem 400 år,
Kurt Kermit Nielsen: Breve til amtmanden i Skanderborg-Aakier Amter 1661-1799.
Skanderborg Ryttergods fæstebreve.
Find de første ni kapitler om Alkens første kendte beboere:
1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen.
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14
3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.
9. 1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.
Og de seneste kapitler:
10. 1755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken.
11. 1767-1769 * Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf
