Efterårets bestræbelser fra Grundejerforeningen Alken Enge og Mossø Lodsejerforening om at sætte fokus på Mossøs alt for høje sommervandstand samt at forebygge nye oversvømmelser har nu ført til en række beslutninger i kommunens Klima-, Miljø- og Planudvalg. Beslutningerne lyder punktvis – på et lidt snørklet sprog, men sådan står der i referatet:
Vedr. Alken-foretrædet:
* at afklaring af konkrete spørgsmål rejst på foretrædet, herunder om man opnå kommunegaranti til etablering af dige, og om mulighederne for at gennemstrømningen ved Rye mølle kan øges i tilfælde af varsel om kraftig regn
* at bede om et nyt bud på effekten at sænkning af vinter-flodemål ved Rye Mølle i forbindelse med risiko for ekstrem høj vandstand
* at tage til efterretning, at den forventede statslige plan for “Himmelbjergsøerne” skal belyse årsag og konsekvenser ved ekstremhændelser, og hvilke tiltag, der kan iværksættes.
Vedr. opfølgning på fællesmødet om klimatilpasning:
* at komme med et oplæg til, hvordan Beredskabsstyrelsens kurser/foredrag om at passe på eget hus kan udbydes lokalt
* at lightscreening af landsbyer (Scalgo) i forhold til klimapåvirkning stilles til rådighed for Landsbyfællesskabet i dialogen om problemer ved regnvandshændelser
* at der er obs på kommunikation til borgerne bredt ved varsel om ekstremhændelser, og grundejeres ansvar for egen grund/hus
* at belyse praksis om tilladelser til terrænregulering ved ønsket om grundejeres at etablere diger eller anden sikring af eget hus
* at spørgsmålet om grødeskæring tages op i forbindelse med revision af vandløbsregulativer i 2025.
Udvalgsformand Claus Leick (SF) siger bl.a. til Midtjyllands Avis, at “Vi vil bede eksperter kigge på, hvad der sker, hvis vi »åbner sluserne og tømmer badekarret«, så vandstanden i Mossø bliver lavere”. Læs Borgerønske blev hørt: Der skal igen kigges på vandet ved Ry Mølle.
De to foreninger skal snarest muligt mødes med leder af Vand og Natur Bent Hodde Mortensen – bl.a. for at få de enkelte punkter konkretiseret og uddybet – og samarbejde fremover aftalt.
(Foto fra højvande i januar 2023: Knud Abildtrup)