Alkenborgere gav deres besyv med på Alken Søbred-projektet

9. januar afholdt Skanderborg Kommune en workshop om Alken Søbred, eller ”Fabulasprojektet” i daglig tale, skriver Anne Agger, der var med. De 14 deltagere fra byen startede med en gåtur til projektgrunden og kunne ved selvsyn forholde sig til byggeriet på dens konkrete beliggenhed og tage stedet ind. Tilbage på Mejeriet indledte arkitekt og byplanlægger Mette Freund, og deltagerne fik til opgave at komme med idéer til, hvordan projektet kunne udformes. Med Skanderborg Kommunes arkitekturpolitik som baggrund, fik deltagerne stillet samme spørgsmål og opgaver som projektejer tidligere har fået stillet. Det kom der mange forslag ud af. Forslagene blev fastholdt og bragt med tilbage til Plan og Byudvikling, hvor også projektejer/Fabulas kan få indtryk af de lokale perspektiver og lade sig inspirere.
Forslag
Der blev arbejdet med Stedet og helheden, Livskvalitet og byliv og Natur, landskab og kulturhistorie. Blandt de mange input, husker jeg langt fra alle, men her kommer nogle: der blev lagt vægt på at sikre økonomien, så huslejen ikke bliver i den høje ende, at forbinde den
nye bydel til Alken via stisystemer, og at der skal være noget at komme derud efter. Derudover blev der stillet forslag til at anlægge en ensrettet indkørsel og udkørsel til og fra boligområdet for at bevare lindealléen, at anlægge vej og parkeringsområde i udkanten af byggeriet, så der levnes plads til et større bilfrit område med fælleshus, legeplads, boliger, køkkenhaver m.m., området skulle blandt andet grænse op til Alken Fælles Permakulturhaver og nogle naturlige bluespots ved et obligatorisk regnvandsreservoir bag Enggården. Og så var der forslag om at gøre laden på Enggården åben for alle i byen til kreative og pladskrævende aktiviteter. Nogle foreslog at placere lejeboligerne ud til vejen, for at de kunne nyde godt af udsigten.
Men træerne vokser nok ikke ind i himlen.
Det skal siges, at ikke alle forslag uden videre kan integreres i projektet, dels fordi de ikke er praktisk realiserbare/ikke realiserbare i samme projekt, dels på grund af sikringen af økonomien i projektet. Og endelig, så er det op til projektejer at træffe beslutningerne.
Slides fra workshoppen kan du se her nedenfor, blandt andet projektejers eget ”svar” på udformningen.

(Foto: Karin Fosdal)

You are currently viewing Alkenborgere gav deres besyv med på Alken Søbred-projektet