– Er der flere end mig, der kunne tænke sig en omklædningsfacilitet for vinterbadning ved Vædebro? spørger Hans Mortensen på Søbjergvej:

Jeg har længe tænkt på at blive vinterbader, og før jul tog jeg den første dukkert ved Vædebro. Nu har jeg været i en tre gange. Jeg klæder om inde ved bænken ved langbordet, men har tænkt, at det kunne være rart med en egentlig omklædningsmulighed. Der skulle ikke mange blikke rundt for at se, at det kunne der da sagtens være plads til. Enten i hjørnet til venstre for indgangen – eller i en del af det forholdsvis store forrum til toilettet.
Så jeg tog kontakt til Naturstyrelsen og argumenterede, at en omklædningsmulighed måske også kunne være attraktivt for badende om sommeren. De var positive for idéen, men henviste til at kommunen også skulle godkende, da de står for driften af bygningen/stedet. Heldigvis er der også ved kommunen opbakning til idéen.
Derfor er der nu ”grønt lys” til at finde ud af, hvor stor interessen er, for at vinterbade ved Vædebro – med en omklædningsmulighed. Den mest oplagte løsning er at flytte vinteraflåsningen fra yderdøren ind på selve toiletdøren og etablere skærmvægge med døre til to små omklædningsrum som vist på skitsetegning. Når skærmvægge ikke går til loft, vil den eksisterende belysning formentlig være tilstrækkelig. Der er allerede en bænk i rummet, som evt. kan suppleres med nogle knager. En løsning i det nævnte hjørne af opholdsrummet er måske også mulig, men vil tage plads i rummet, kræve æstetiske overvejelser om materialevalg, flere ændringer og evt. nye lysinstallationer m.m.
Vi skal regne med brugerdrevet drift i vinterhalvåret, hvilket jeg forestiller mig klaret med en blød kost og fejebakke.
Det er temmelig urealistisk at få toilettet åbent hele året, da bygningen er helt uisoleret.
Økonomisk er det først muligt at søge tilskud ved Naturstyrelsen til næste år. Ved kommunen kan der måske søges i indeværende år. En foreløbig løsning kunne laves straks med et eller to forhæng af egen lomme.
Så er du interesseret, så send mig en sms på mob. 4157 2558 med f.eks ”Ja tak til vinterbad Vædebro” med navn. Og skriv, hvis du gerne vil komme til et lille møde og give en hånd med fortsat planlægning af endelig løsning og senere realisering.