VE-gruppen går nu til de enkelte udvalgspolitikere

Jeg har efter aftale med VE-gruppen bedt borgmester Frands Fischer om at få oplyst kriterierne for udvælgelse af de fem VE-projekter, som er udvalgt i Skanderborg Kommune, skriver Anne Mette Lykke. Vi har ventet halvanden måned på svar på det spørgsmål, som kun er kort besvaret på kommunens side “Sol og vind ved Emborgvej”. De tre besvarede spørgsmål her er stillet af VE-gruppen. 

Der ligger ikke nogle generelle kriterier til grund for udvælgelsen af de fem VE-projekter, som det fremgår af svaret. VE-udvalget vil henvende sig til de enkelte medlemmer af Økonomi- og Erhvervsudvalget for at høre, hvilke kriterier de har valgt at bruge.

Borgmesterens svar:

Kære Anne Mette Lykke

Din første mail, må være landet mellem to stole, da jeg var sikker på at du havde fået et svar, og jeg vil derfor gerne beklage den lange svartid. Dit spørgsmål blev også rejst til borgermødet, hvor jeg også besvarede det, og svaret har ikke ændret sig.

Det link, som du er henvist til, fører dig til den formelle beslutning ved behandlingen af sagen i Økonomi- og Erhvervsudvalget. Og det er rigtigt, at man ikke her kan se, hvad de enkelte udvalgsmedlemmer – eller for den sags skyld hele udvalget – har lagt vægt på ved prioritering og udvælgelse af projekterne. Og videre gælder det også, at vi ikke er i stand til at sende en sådan information i samlet form – det registreres således ikke i referatform, hvad der er blevet sagt eller drøftet ved udvalgsmøderne. Det hænger bl.a. sammen med, at et udvalgsmøde ved lovgivningen er defineret som et fortroligt rum, som der ikke må refereres fra.

Det står naturligvis det enkelte medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget frit at referere egne synspunkter og prioriteringer, hvorfor jeg er nødt til at henvise til de enkelte udvalgsmedlemmer, hvis I gerne vil høre om, hvilke kriterier de hver især har lagt til grund i beslutningen.

Den politiske proces er ikke planlagt ud fra kriterier. Vi har i Økonomi- og Erhvervsudvalget fået fremlagt 15 mulige projekter, hvorefter processen var, at vi skulle udvælge 5 projekter. Jeg kan ikke komme det nærmere i forhold til den politiske udvælgelse.

Håber det giver svar på dit spørgsmål. 

De bedste hilsner Frands Fischer, Borgmester i Skanderborg Kommune

Kortet er fra processen op til udvælgelsen af de fem områder – læs mere om kortet her.

You are currently viewing VE-gruppen går nu til de enkelte udvalgspolitikere