En forbipasserende bilist, der først forvekslede ildskæret med lys fra toget, måtte vække beboerne på Alkengård en vinternat i 1931 – for ejendommen stod i lys lue. Sådan kunne Silkeborg Avis (Midt-Jyllands Folketidende) berette 14. januar om branden, hvor udbygningerne til gårdejer Theodor Brigsteds gård, Alkengård, brændte ned. Næsten hele den store besætning, ca. 30 kreaturer, fem heste og cirka 80 svin brændte inde, mens gårdens beboere blev reddet i sidste øjeblik.
Avisens udsendte medarbejder var fulgt efter udrykningskøretøjet fra Zonen i Skanderborg og gav dagen efter en malende beskrivelse af branden, hvor flammerne var så store og omgivelserne så stærkt belyste, at man “i nattemulmet kunne se Mossø”.

Barber Svendsen Svendsen fra Gl. Rye var tilstede ved Alkengård – for nu 94 år siden. Han og hans hustru var kommet forbi i bil, havde opdaget branden og hørte angstbrøl fra de indespærrede dyr, men der var ikke et menneske at se. De fik vækket gårdejerparret og deres lille dreng ved at råbe ind ad vinduerne, og en karl og en pige, der ligesom Brigsteds havde sovet i stuehuset, kom også ud.
Svendsens var klar over, at dyrene ikke stod til at redde, da tagene allerede var skredet. Så sammen med gårdens folk hjalp de med at redde værdipapirer og noget tøj fra stuehuset og flyttede også indbo ud i haven.
Flere folk fra egnen kom til “i frysende småklynger“, mens brandfolkene slukkede ild med vand fra bækken. En enkelt hest lykkedes som den eneste at undgå flammerne og var uskadt – ligesom nogle kaniner.
Om ildens eventuelle opståen skrev avisen: “Ilden menes opkommet i den østlige Ende af Laden, hvor Maalerinstallationen forefandtes. Men der er ogsaa Mulighed for, at den kan være opstaaet ved en Vagabonds Uforsigtighed mod Tændstikker. I den sidste Tid havde flere af Landevejens Riddere faaet Lov til at sove i Laden om Natten, og man nærede derfor ogsaa Ængstelse for, at en saadan skulde være indebrændt.”


Branden opstod natten mellem den 13. og 14. januar, og den 20. bragte avisen en kort notits (herunder) fra sognefoged J. Jakobsen – om lokal deltagelse og sorg – og respekt for, at Brigsteds midt i det hele overkom at servere kaffe til de ca. 80 mennesker, der var med under oprydningen.
Det hører med til historien, at brandårsagen er noget uklar, for i Chr. Heilskovs historisk-topografiske skildring fra 1935, “Hjelmslev Herred”, er branden også omtalt i en gennemgang af gårdene i Alken (herover). Men her står så om branden i 1931 – uden kildeangivelse – at “Ilden var paasat af en 14-årig Pige.”
Den del af historien vækker dog ingen genkendelse hos søskendeparret Jens og Ann Kathrine Brigsted, som i dag bor på ejendommen Karenslund på den anden side af Skanderborgvej. Theodor Brigsted var deres farbror – og de husker udmærket fortællingerne om branden, men intet om, at det skulle være en pige, der havde sat ild på.
For at læse hele brand-reportagen: I PDF’en herunder skal du scrolle ned til side 2 – og bare rolig, ophavsretten på 70 år er overskredet. I mobilvisningen går der lige nogle sekunder, inden hele filen er downloadet.