… har du forresten hørt …

… at førstesals-lejligheden på Emborgvej 102 blevet ledig. Det er Signe, Martha og Helene Viborg, der flytter ned i stueplan på Søbjergvej 8, hvor afdøde Jens Krag har boet. Se Peder Nielsens opslag.

… at tidligere Bjedstrup-borger og læge Marie Hveplund Kristiansen har forsvaret sin pHd – om istæmisk stroke, apopleksi.

… at Jan Malling har fået solgt sit hus på Alkenvej 79. De nye tilflyttere kommer fra København, og de kommer til Alken i maj. De hedder Line Vinther Hansen og Mads Dømgaard og har to børn: Gry på 4 år og Knud på 11 måneder.

…at også afdøde Gudrun Kilhardts hus på Emborgvej 86 nu er blevet solgt. De nye beboere er Kristian Østergaard Lund, Sia Borgtoft Bergmann og Elma Lund Bergmann. Og de flytter ind allerede i slutningen af marts.

… nu vi er ved hussalg, så er Holger og Mie Kjærs fritidshus, Alkenvej 157, kommet på nettet med salgsopstilling. Prisen hos Nybolig er på 3.845.000 kr.

… at der i adskillige dage har stået en efterladt herrecykel ved Mossø – ud for Alkenvej 155. (Foto: Knud Abildtrup)

Med det nye design på alken.dk – som vi allerede har haft i over to år – har der manglet et lidt mindre format til små nyheder, der ikke behøver blive blæst op i selvstændige historier, men derfor godt kan være både gode og væsentlige. Derfor denne mulighed for en opsamling, som lige nu hedder “… har du forresten hørt …”, men Alkens krøllede hjerner indbydes hermed til at finde på et endnu bedre navn – gerne med et lokalt ordspil, der kan matche “smalltalken”.

You are currently viewing … har du forresten hørt …