Møllespørgsmålet blev omdrejningspunkt på generalforsamlingen i Liv i Landsbyerne (LiL) mandag, og da dirigent Berit Werner Hansen kunne afslutte mødet efter to timer, var der bred opbakning blandt de 50-60 fremmødte til tre spor, som debatten havde kredset om:
1. Ingen afstemning. Bestyrelsens lidt kringlede forslag om en afstemning om, hvorvidt der senere skal være en afstemning om VE-projektet, blev trukket tilbage igen, så de udleverede stemmesedler kom ikke i brug. Oprindeligt havde VE-gruppen, der var udsprunget af Liv i Landsbyernes bestyrelse, lagt op til, at der på borgermøde 2 til sommer skulle være en afstemning for eller imod VE-projektet Sol og Vind ved Emborgvej, men det bliver der så ikke noget af.
2. Dialoggruppen må fortsætte forhandlinger om kompensationer til nærmeste naboer. Flere gav udtryk for, hvor vigtigt det er at arbejde på bedst mulige kompensationer til de naboer, der vil blive berørt, hvis mølledelen af VE-projektet – tre 150 meter høje møller – gennemføres trods de store protester. Den dialoggruppe arbejder nu iøvrigt uafhængigt af Liv i Landsbyerne, og det er kommunen, der kan indlemme nye i gruppen. Nabo Anders Drechsler Jensen, Boes Skov, er netop kommet med, ligesom Lars Brunsø, Alken, på eget initiativ nu er med. Men endnu er der ingen tal på bordet i forhandlingerne med udviklerne. Forhandlinger, som flere af naboerne fremhævede var afgørende at få på plads.
3. Sol og natur må erstatte Sol og vind. Som mølle-modstandergruppen er blevet enige om, må det nu handle om at samle lokalområdet om et projekt uden de meget høje møller, men med solcelle-delen og så et ekstra sats på biodiversitet. Ingen på mødet udtalte sig til fordel for de tre kæmpemøller, og der var stor lydhørhed for de berørte naboers uvisse situation med værdiforringelser og fysiske gener. En af naboerne, Birgitte Højland fra Boesvej, forudså, hvordan Biodiversitetsrådets udpegning af bl.a. vores område med stort potentiale for styrket biodiversitet vil give byrådet en ny lokal natur-dagsorden, som skal opfyldes, ligesom den aktuelle dagsorden med meget mere vedvarende energi.
Konkret om solcelleprojektet arbejder Thomas Due Nielsen, Alken, på flere modeller. Som en ‘teknologisk kompromissøger’ stiller han to info-møder i udsigt i den nærmeste fremtid.
På forslag fra næstformand i LiL Mikkel Schwab, som også er med i dialoggruppen, tog tre af de berørte mølle-naboer imod opfordringen om at stille op til bestyrelsen, som dermed får nyt blod til arbejdet med at skabe opbakning om et alternativt projekt, der nok forkaster de høje møller, men med Birgitte Højlands ord kan vende negativ modstand til noget positivt, til noget plus.
Det endte med tre af naboerne fra Svejstrup Enge: Maj-Britt Frommelt, der er talsmand for modstandergruppen, Mads Winther, der også er med i dialoggruppen, og Eric Ballowitz. I forvejen sidder i bestyrelsen Ditte Jensen, Svejstrup, Mikkel fra Bjedstrup samt Lauge Vithner og Flemming Skotte Møller, begge Alken.
Sagt på mødet:
- Jeg tror, ansøgningen om VE-projektet kommer, og jeg tror ikke, politikerne kunne drømme om at ekspropriere til det. (Mikkel Schwab)
- Det er måske en primitiv reaktion, men jeg er som nær nabo truet af projektet på trivsel, velfærd og pengepung. (Eric Ballowitz)
- Jeg bakker op om flere røde krydser mod møllerne samt møde med politikerne på fakta-orienteret baggrund. (Ella Jørgensen, møllenabo)
- Det er komplekst stof med de kompensationer, og det er vigtigt, de kommer på plads, for udvikleren siger, vores ejendom kun mister 6 % i værdi, men Nybolig i Skanderborg siger 50 %. (Steffen Frommelt, møllenabo)
- Vi har ikke demokratisk ret til at kaste vores naboer under bussen, og de nærmeste naboer bør nærmest have veto-ret i et projekt med sol og natur. (Jens Thor, Alken)
- Vi har gode erfaringer med at handle sammen. Vi har bl.a. reddet skolen og lavet Købmanden i Alken, det giver os noget pondus som lokalområde. Vi må slå meget på hvad vi vil. Ikke kun det, vi ikke vil. (Peter Gregersen, Alken)