… at Hanne Lisbeth Nielsen og Hans Hornbek flytter op i førstesalslejligheden i den tidligere slagterbygning efter at have boet på Emborgvej 115 i hele 25 år.
… at bestyrelsen i ABAF nu har konstitueret sig, så Julie Abildgaard fortsætter som forperson, Berit Werner Hansen er ny næstforperson, og Asmund Bertelsen fortsætter som kasserer. Stina Mølgaard og Jens Langkjær er medlemmer, og Helle Petersen, Michelle Arena og
Hanne Hougaard Christiansen er suppleanter, som også kan være med til møderne.
… at Nikolaj Graakjær har taget initiativ til en samling af legetøj på mejeriet.
… at købmanden med skiftet til sommertid fra mandag holder en halv time længere åbent, så nu er det altså kl. 16-19 fra mandag til fredag og 10-16 lørdag.
… at vandstanden i Mossø er lav for årstiden. Vi skal tilbage til juni 2023 for at finde tilsvarende lavt niveau som nu. Dengang var den nede og røre ved 22,47, og nu er den på 22,52. I de forløbne 21 måneder har den både sommer og vinter i perioder været oppe omkring 23,20 – altså 68 cm. højere. Kommunens åmænd og -kvinder har benyttet den aktuelt lave vandstand til at vade ud til Illerup Ås udmunding i søen for at fjerne en del tilgroet buskads for at sikre vandløbets fremkommelighed. (Foto: Knud Abildtrup)
Med det nye design på alken.dk – som vi allerede har haft i over to år – har der manglet et lidt mindre format til små nyheder, der ikke behøver blive blæst op i selvstændige historier, men derfor godt kan være både gode og væsentlige. Derfor denne mulighed for en opsamling, som lige nu hedder “… har du forresten hørt …”, men Alkens krøllede hjerner indbydes hermed til at finde på et endnu bedre navn – gerne med et lokalt ordspil, der kan matche “smalltalken”.