Søren Slebo gennemgik på mejeriets generalforsamling, hvordan han – og bestyrelsen – kunne forestille sig en ombygning omkring køkkenet. Hovedtanken er at udnytte den spildplads, gennemgangs rummet mellem salen og køkkenet udgør, dermed udvide køkkenet og flytte den nuværende dør til salen tættere på hjørnet, hvor brændeovnen har stået.
Et større køkkenrum vil give mulighed for bedre plads omkring komfur og ovn og et mere gennemtænkt arbejds-flow ved opvaskemaskinen. Køkkenborde kan være på hjul og dermed lettere at flytte rundt på. Skamler i forskellige højder kan gøre det nemmere for børn at være med i køkkenet.
Det nuværende teknikrum kan fx. blive til møde- eller legerum, hvis den nuværende dør blændes af og erstattes af en dør ind til salen. Afblænding af døren fra køkkenet til teknikrummet giver en bedre udnyttelse af pladsen i køkkenet, da der ikke længere skal være en ganglinje til denne dør. Den nuværende opdeling af skabsplads til service må nytænkes. Dobbeltdøren ind til salen erstattes af et vindue, der kan åbnes til servering, bar eller “kiosk”.
Udgangen fra salen til baggangen får nyt og højere glasparti, og med opsprossede vindues- og dørpartier i samme højde kommer hele den gennemgående væg til at være trofast over for mejeribygningens oprindelige arkitektur.
Så vidt Sørens forslag, som på generalforsamlingen blev godt modtaget og fik flere input: Blandt andet også at udskifte vinduerne i salen med opsprossede vinduer. At bruge teknikrummet til opbevaring af duge og service. At tænke lydisolering ind, så man kan skramle i køkkenet, mens der kan være stille i salen. At huske brandkrav.
Steen Hejlskov Sørensen, der sammen med Gary Craig bliver tovholder på projektet, pegede på, at der vil skulle skiftes en del gulv, hvilket er med til at fordyre det hele, og at projektet under alle omstændigheder vil kræve omfattende fonds-ansøgning. Gary fremhævede, at visionen skal beskrives grundigt: Hvordan Alken er i vækst og vores fælleshus derfor må tilpasse sig flere brugere, mange børn, nye fællesskaber og nye måder at bruge huset på.
Bestyrelsen blev som næste skridt opfordret til at holde et særskilt idé-møde om projektet, hvor endnu flere ideer kan komme på banen – blandt andet fra alle, der endnu ikke har hørt visionen gennemgået og blev inspireret af skitserne, hvoraf tre kan ses nedenfor. Søren, Steen og Gary lægger vægt på, at den nuværende vision er den allertidligste i forløbet, hvor detaljer langt fra er på plads, så der er rig mulighed for at tænke med ind i, hvordan de nuværende kvadratmeter bedst kan udnyttes.