Hvis ikke Robert og Ashley Buitenwerf på Alkenvej 24 vil sælge deres ejendom, der som bekendt vil ligge allertættest på de tre mulige høje vindmøller, så er der ikke noget projekt. Det fremgår tydeligt af det seneste referat fra Dialoggruppen omkring VE-projektet Sol og Vind ved Emborgvej (se herunder), hvor det under punkt 5 understreges, at NRGi, der nu er udvikler på projektet, mener, at der skal være tre møller, for at det bliver rentabelt, og ikke bare de to, der ville ligge tilstrækkeligt langt fra nr. 24.
For at være på forkant har dialoggruppen behandlet en række punkter omkring bl.a. naboaftaler og lokalt ejerskab, hvis det hele bliver til noget. NRGi vil tilbyde en halv vindmølle til lokalområdet bestående af 6.400 anparter. En anpart forventes at komme til at koste 4.500-5.500 kr. NRGi fastholder sit tilbud om en årlig kompensation på 200.000 kr., hvor den lokale del af dialoggruppen påpeger, at der tidligere har været tilbudt en hel vindmølle til lokale anparter, og at den lokale pulje var på 1,5 % af det årlige afkast svarende til årligt 300.000 kr. Dette ser de lokale som en væsentlig forringelse, og NRGi opfordres til at opjustere den lokale kompensation til det, der oprindeligt var meldt ud fra lodsejer.
Hvad angår naboaftaler, så er der en række nærmere omstændigheder omkring værditab og salgsoptioner, der hellere må nærstuderes i referatet. Der er meget at forholde sig til.
Så er der sat dato på det andet borgermøde i processen. Det bliver – måske – tirsdag 17. juni. Det fremgår nemlig, at dialoggruppen – dvs. både de lokale og udvikleren NRGi – ikke mener, der er store chancer for, at gruppen kan nå at gøre arbejdet færdigt til den dato, hvor kommunens repræsentanter fra sin side mener, det kan blive svært at finde en anden dato inden valget i november.
Derudover er der datoer på flere møder for dem, der frivilligt eller ufrivilligt er involveret i processen: Møde i dialoggruppen onsdag 28. maj og nabomøde med NRGi mandag 2. juni