Energiselskabet NRGi vil nu vurdere, om der er grundlag for at arbejde videre med et justeret projekt med alternativ energi ved Emborgvej, oplyser Midtjyllands Avis. Ageth Millenaar udtaler, at det for eksempel kunne hedde en enkelt mølle og solceller, mindre møller, solceller og batterier eller noget helt tredje. Meldingen kommer på baggrund af, at selskabet har sat projektet med de tre 150 meter høje møller på pause til efter sommerferien, da Rob og Ashley Buitenwerf fra Alkenvej 24 ikke har ønsket at sælge, hvilket projektet forudsatte.
De to har således sagt nej tak til et økonomisk godt tilbud efter at være blevet forsikret af borgmester Frands Fischer (S) om, at Skanderborg Kommune ikke vil skride til ekspropriering.
NRGi vil hen over sommeren kontakte nogle leverandører, regne på det hele igen og så have et møde med dialoggruppen i september for at få en afklaring på, om der kan arbejdes videre med et justeret projekt.
