Med overskriften “Statusopdatering fra Sol & Natur ved Emborgvej” skriver Birgitte Højland fra Boesvej: Arbejdsgruppen af nære naboer har holdt møde forleden og har besluttet at sætte det planlagte møde med lokalpolitikerne – som oprindeligt var fastlagt til 17. juni – på standby. Baggrunden er, at der siden sidst er sket en væsentlig udvikling: NRGi har meddelt, at de alligevel ikke kan købe Rob og Ashleys ejendom og har derfor bedt om betænkningstid frem til 1. september. Derudover er næste møde i den kommunale dialoggruppe/VE-gruppe planlagt til 9. september. Vi vurderer derfor, at det giver bedst mening at afvente en afklaring på, hvordan det eksisterende projekt står, før vi fortsætter vores arbejde og dialog med politikerne. Tak for al den opbakning og interesse I viser. Vi holder jer selvfølgelig opdateret.
– Arbejdsgruppen bag Sol & Natur ved Emborgvej