
Et helt plant bord, hvor bolden ikke triller af sig selv. Godt glidende teleskopstænger, så man ingen modstander-stænger risikerer at få i maven. Spillere af aluminium i stedet for plastik. Hele tre slags bolde i forskellige vægtklasser. Fordelene ved det splinternye bordfodboldbord frem for mejeriets gamle – der unægteligt er slidt og skævt og en overgang måtte have en teske i brug i stedet for en totalskadet spiller – står i kø.
Og fire lokale hard-core-fans har taget det splinternye Bonzini-bord af fransk fabrikat i dedikeret brug. Dennis Hardon hørte på årets ABAF generalforsamling om kommunens landsbypulje, sørgede sammen med kasserer Asmund Bertelsen for at søge, og det gav efter en måneds tid pote: 20.500 kr. til nyanskaffelsen.
Bordet ankom i dele, der blev samlet, hvor det står: I billardrummet bag køkkenet, hvor det i øvrigt bliver stående, for det kan ikke sådan flyttes. Ganske fornuftigt af hensyn til at passe bedst muligt på det, påpeger Dennis, der sørger for at oliere teleskopstængerne og gerne vil have fat i et cover til at beskytte det nye spillebord mod bl.a. støv.
Helle Kjærsgaard fortæller, hvordan de fire spillede under en fredagsbar, opdagede, hvordan de alle gik tilpas højt op i spillet – og nu har et godt og dedikeret team, der spiller, når de kan. Udover Helle og Dennis er det Sif Skovsen og Lisbeth Søndergaard Pedersen. De spiller til ti point, to mod to, der – efter den nuværende praksis – bytter plads internt på holdet efter hver scoring – henholdsvis forsvar og angreb. Og så prøver de sig stadig frem, om de lette, de tungere eller de tungeste bolde er de bedste.
De fire er ganske bekendt med, at der findes flere bordfodbold-hajer i Alken og leger med tanken om, at man jo på et tidspunkt kunne lave en turnering. Man kan jo så kun være fire, der spiller ad gangen, og det kan være ret højlydt, men det er der jo råd for. Alken Mejeri har fået en ny attraktion.