Med en ny fiskeriaftale i Folketinget vil der nu blive indført et forbud mod garnfiskeri i ferskvand – og dermed i Mossø. Sådan tolker i hvert fald Danmarks Sportsfiskerforbund ifølge en artikel i bladet Sportsfiskeren aftalen med overskriften Kæmpe sejr: Ny fiskeriaftale indeholder markante tiltag for et bedre lystfiskeri. Organisationen har i årevis kæmpet for et forbud mod garnfiskeri i de danske søer – blandt andet gennem kampagnen Garnfri Søer – og nu er målet ifølge organisationen altså nået: Erhvervsmæssigt garnfiskeri i ferskvand bliver forbudt, så snart der foreligger en konkret model for implementeringen af forbuddet.
– I dag ser vi, hvordan erhvervsmæssigt fiskeri med garn i enkelte søer kan reducere en hel rovfiskebestand markant på få år. Med garnforbuddet sikrer vi både stabilitet og forudsigelighed for de mange lystfiskere, der holder af at fiske i søerne, siger Torben Kaas, formand for sportsfiskerne – eller lystfiskerne. Ifølge bladet vil forbuddet blandt andet få stor betydning for fiskeriet på populære søer som Tissø, Tystrup Sø, Sorø Sø og Mossø, hvor “garnfiskeri hidtil har skabt usikkerhed om fiskebestandenes tilstand og vilkårene for lystfiskeriet”.
Hvorvidt implementeringen vil betyde et totalt forbud eller måske indskrænkning af den periode, de få fiskere i Mossø må sætte garn, er endnu ikke afklaret. Mossø Lodsejerforening har været hørt i processen, og senere på året må den endelige model kunne forventes.
Henri Vivike er i bestyrelsen for lodsejerforeningen og er en af de fiskere, som gennem årene har sat garn i søen, men fanger i dag blot ganske få ørreder, lidt aborre og alt for mange gedder i garn. Geddernee har overtaget søen, efter sandarten er blevet fortrængt af vandremuslinger, oplyser han til alken.dk:
– Jeg har de sidste 70 år fulgt fiskeriet i søen, siden jeg som treårig første gang var ude og tage ålekroge med min far. Dengang foregik der et omfattende erhvervsfiskeri i søen, hvor tre familier levede af fiskeriet, derudover var der en del bierhvervsfiskere. Dette fiskeri er blevet udfaset igennem årene, og i de seneste mange år er der kun foregået fritidsfiskeri med redskaber, og i dag er fiskeriet med garn og ruser minimalt.
– Man skulle jo tro, at nu det var kronede tider for fiskebestanden og lystfiskerne. Men det modsatte er tilfældet. I takt med erhvervs – og bierhvervsfiskeres fiskeri er ophørt, er fiskebestanden blevet ringere og ringere, og dermed også et dårligere lystfiskeri.
Det er langtfra alle fiskeri biologer der er enige med biologerne i sportsfiskerforbundet. Den gamle anerkendte ferskvands-fiskeribiolog Svend Åge Madsen talte om, at en sund fiskebestand i søerne krævede en jævnlig omsætning af bestanden, hvor et bæredygtigt redskabsfiskeri havde en positiv effekt på en sund bestand. Min oplevelse i 70 år af fiskebestanden i Mossø kan bekræfte den antagelse.
– Nu mindre redskabsfiskeri, nu også dårligere lystfiskeri. Så med den nye lovgivning for søerne, går lystfiskerne desværre også dårligere tider i møde. Sportsfiskerforbundet er en af de stærkeste lobbyorganisationer, vi har i landet. I dette tilfælde har de succesfuldt kæmpet for et forkert narrativ.
Henri tror således, at lystfiskerne fortolker aftalen, så den passer bedst i deres kram.
Også Peter Gregersen vil kunne mærke en indskrænkning eller decideret forbud, når det bliver endeligt afgjort:
– Jeg fanger nok fem-syv ørreder og det samme med gedder, om året i garn. Jeg tænker det er ok bæredygtigt. Men et forbud vil helt sikkert få stor positiv betydning for bestandene. Så rigtig godt for det. Men jeg ser også gerne at der bliver strammet op over for, at alle kan sætte en båd i vandet udefra og fiske, hvor de ikke har fiskeret.
(Foto fra en åleudsætning i Mossø i 2020, hvor Henri sidder til højre: Sanne Dudoret)
