RoseLil i familiekoncert med Who Killed Bambi under festugen

Jeg vil gerne invitere til release-koncert for mit familiealbum Kære Klode lørdag 30. august kl. 14–16 i Domen (dørene åbner 13.30) under Aarhus Festuge, skriver Annemarie Roselil Søndergaard. Det bliver en sanselig og hyggelig familieeftermiddag med musik, børnekor, strygere, mit band og strygerkvartetten Who Killed Bambi – og skumfiduser! Albummet er skabt på baggrund af samtaler med skolebørn om emner som klimahåb, venskab, sociale medier og andre tanker, der fylder i børns liv. Det styrker børns stemme og inviterer til nærvær og samtaler i børnehøjde. Sangene taler direkte ind i både børns og voksnes hverdag – med alt det smukke og alt det svære, vi står i netop nu.
Alle er velkomne, men musikken henvender sig særligt til børn mellem 6 og 12 år. Kulturproduktionen i samarbejde med Who Killed Bambi er muliggjort med støtte fra Kulturudviklingspuljen og Børnekulturhus Aarhus.

(Foto: Ditte Chemnitz)

You are currently viewing RoseLil i familiekoncert med Who Killed Bambi under festugen