Jacob kommer fra Salzburg og Aarhus-debuterer med Javentu

– Vi spiller koncert med vores band Javentu på Turkis i Aarhus torsdag 25. september, skriver tidligere Alken-borger Jacob Gregersen. Det kunne jo være der var nogen Alken-folk, som havde lyst til at tage en lille Aarhus tur og komme forbi og lytte. Vi kommer fra Salzburg til Danmark og har en uges residency i The Garden Studio på Djursland, hvor vi også mødes med forskellige musikere og udforsker nogen samarbejder. Jakob De Place, som har været trommeslager for Total Hip Replacement og Faratuben kommer til at spille med til koncerten på trommer, så vi kan garantere nogen dansable numre og nogen tunge grooves. Det er lidt særligt for mig, da det er vores debutkoncert hjemme i Aarhus, og derfor ville det selvfølgelig også være særligt, at der kom nogen folk fra Alken og festede med. I løbet af dagen har vi nogle workshops for MGK eleverne og Frontsession før koncerten. 

Om eventet fremgår det: “Javentu inviterer dig ind i et pulserende lydunivers, hvor bløde saxofonlinjer, tunge grooves og rå poesi smelter sammen. Du kan forvente alt fra vilde rytmiske udladninger til fine, eftertænksomme klangflader. Samme aften kan du opleve et sanseligt og eksperimenterende møde mellem ungarsk folketone, jazz og elektroniske lydlandskaber, når Dorottya Máté Duo indtager scenen.”

Javentu består af Jacob Gregersen og Vitus Denifl på saxofon, bas og percussion. De bevæger sig i et hybridlandskab af genreblandende groove-orienterede lydskatte. Kompositioner der spænder fra Nordisk Jazz, kammermusik og poesi til vilde og saftige sange med tunge grooves inspireret af vestafrikanske musikstilarter, Hip Hop og Jungle. Javentu skaber deres egen lyd, med inspiration fra deres omfattende rejser til Senegal, Brasilien og Mali. Deres musik er påvirket af frugtbare samarbejder med musikere, dansere og artister fra forskellige kunstformer.

Her er link til eventet.
Link til Javentus nye album Caligo.

Og hør noget af deres musik på YouTube.

You are currently viewing Jacob kommer fra Salzburg og Aarhus-debuterer med Javentu