Mandag den 1. september 2025 overtager Alken elcyklen som delecykel for byens borgere. Og fremover skal cyklen bookes i
en kalender i skabet ved Mejeriet, skriver Jens Langkjær. Hvordan er det gået? For et år siden fik vi på regionens initiativ mulighed for at få en elcykel at dele imellem os som et forsøg på et deleøkonomisk indslag i landsbyen. Sammen med 30 andre landsbyer blev vi udvalgt, fik en cykel, som vi installerede i Mejeriets kælder. Og cyklede løs.
Regionen stillede os i udsigt, at vi kunne overtage cyklen, hvis vi overholdt 2 af 3 kriterier i løbet af 1 år: 1) at cyklen skulle køre mindst 1000 km, 2) at mindst 20 forskellige borgere skulle bruge cyklen eller 3) at vi skulle have mindst tre bookinger i gennemsnit pr. uge.
Og hvordan er det så gået?
Rigtig godt. Vi har cyklet i alt 3366 km siden 12. august 2024, 26 forskellige beboere har benyttet cyklen, og der har været i gennemsnit 2,0 bookinger pr. uge. Det vil sige vi opfylder klart to ud af tre kriterier, og overtager derfor cyklen.
Hvad så nu?
Vi overtager dog ikke bare cyklen, men selvfølgelig alle forpligtelser så som reparation og vedligeholdelse, bookingsystem (som indtil nu har kørt digitalt over MitId). Indtil nu har det været gratis for os, da regionen har afholdt alle udgifter, og derfor har det også været gratis at benytte cyklen. Så der er flere ting, som skal organiseres i helt lokalt regi, derfor er vi 4 (undertegnede) personer, der har lavet en selvbestaltet cykel-backing-gruppe til vedligeholdelse, organisering af booking, finansiering, kommunikation mv.
Vi skal straks sige, at vi er åbne for input og gode forslag om alt omkring cyklen, så byd gerne ind.
For at komme i gang har vi ud fra et princip om at gøre det så enkelt som muligt valgt at gøre det sådan:
Booking: Vi dropper det digitale (det er dyrt!), og anbringer en kalender i kassen ved indgangen til mejeriet, hvor man booker ved at skrive sig ind med navn og telefonnummer på den dato/tidsrum, man ønsker. (Ulempe: Man kan ikke booke hjemmefra, men nu prøver vi det).
Brugerbetaling: Der er brug for penge til reparation og vedligeholdelse, og det må være rimeligt, at det er dem, der bruger og slider på cyklen, der løfter finansieringen. Man betaler 15 kr. pr. tur (tur/retur) op til 30 km, 20 kr. for 30-50 km, og 30 kr. derover. Kilometerantallet er det op til brugerens skøn at fastsætte. Vi tror på jer! Pengene betales med MobilePay til et nummer, der står i kalenderen. Vil man betale med kontanter, smider man pengene i postkassen hos Jens Langkjær, Alkenvej 50 – ved siden af Mejeriet.
Hvis der er noget, der viser sig at fungere dårligt, laver vi det om. I må meget gerne komme med respons. Skriv/henvend jer til én af os.
Vi håber, I fortsat vil være med til at bruge vores delecykel – og at passe godt på den!
Venlig hilsen
Thomas Glud
Thomas Tjørnehøj
Jan Andresen
Jens Langkjær
(Foto fra dengang, cyklen ankom til Alken: Thomas Tjørnehøj)
