Tiden er ved at løbe ud for Klostermølles Venner, som i mere end to år har arbejdet for at sikre, at der fortsat er offentlig adgang til Klostermølle ved Mossøs vestende. Finansieringen for at overtage skal være på plads inden nytår, oplyser foreningen.
Det handler om at kunne udfolde stedets store potentiale som ramme for natur, kultur og friluftsliv, og venerne har udarbejdet et projektforslag for fremtidens Klostermølle og været i tæt dialog med flere af landets største fonde – endnu uden det store gennembrud.
Projektet har mødt meget stor anerkendelse for sin idé og folkelige forankring – men de store nationale fonde har endeligt gjort det klart, at de ikke vil finansiere selve købet af ejendommen. Begrundelsen har blandt andet været bygningernes dårlige stand og et ønske om, at staten også bidrager til projektet.
Den pris på 6 mio. kr., som der henvises til i forbindelse med foreningens forkøbsret, er alene en intern vurdering fra statens side og ikke nødvendigvis den pris, ejendommen vil blive udbudt til ved frit salg.
Klostermølles Venner har forsøgt at få staten til at bidrage ved enten at overdrage ejendommen vederlagsfrit til en forening eller at beholde ejerskabet og indgå en driftsaftale, hvor civilsamfundet stod for udvikling og aktiviteter. Begge muligheder er afvist i oktober 2025.
Foreningen arbejder derfor nu intensivt på at finde finansiering gennem lokale og nationale fonde samt private bidragydere. Tidsfristen er kort – finansieringen skal være på plads inden årsskiftet 2025 – og der er behov for stærke samarbejdspartnere, som vil hjælpe med at sikre Klostermølles fremtid.
Nærmere bestemt er forkøbsretten udsat til 1. september 2026 – men forudsat at foreningen 31. december kan sandsynliggøre at kunne rejse købssummen.
– Det er ærgerligt, at staten ikke kan være med til at sikre denne historiske og naturmæssige perle, som i dag besøges af titusindvis af mennesker hvert år. Men vi giver ikke op og har fortsat tro på, at det lykkes. Vi arbejder på højtryk for at finde en løsning, gerne sammen med Horsens Kommune, der kan bevare Klostermølle som et åbent sted for alle, siger formand Peter Møller Rasmussen.
Klostermølles Venner rækker nu ud til alle, der kan hjælpe med kontakter, idéer eller økonomisk støtte til at redde stedet. Alle er velkomne til at kontakte foreningen – eller møde bestyrelsen personligt til efterårsmarkedet den 16. november på Klostermølle, hvor der bliver mulighed for at høre mere om projektet og dets fremtid.
– Vi håber ikke, at efterårsmarkedet bliver afslutningen på aktiviteterne og den offentlige adgang til Klostermølle, men blot en af mange aktiviteter på Klostermølle – i fællesskab med de mange mennesker, der holder af stedet, siger formanden.
Klostermølle var Alkens gamle havneforbindelse, da der blev sejlet papmasse på langs af Mossø.
