Først et indlæg på vælgermødet på Mejeriet. Nu et debatindlæg i dinAvis med samme budskab: Undren over investeringen i en cykelsti mellem Svejstrup og Bjedstrup. På vælgermødet kritiserede Lars Ole Kamp, der selv bor i Svejstrup, investeringen på 4,5 mio. kr. Han så ikke den vej som specielt trafikfarlig i forhold til andre steder. Claus Leick (SF), der er formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget svarede bl.a., at den strækning også var besluttet, fordi den indgår i Margueritruten.
Nu tager Thomas Glud fra Alken også sagen op. I et indlæg i dinAvis – Vi har brug for et byråd, der prioriterer vores penge ordentligt – omtaler han bl.a. hvordan kun 3 af 23 cyklende børn på et foto fra indvielsen bor i Svejstrup. Samtidig har han gransket udvalgsreferater og konstateret, at den nyindviede cykelsti pludselig kom ind på proriteringslisten i 2022 – men uden nogen af udvalgspolitikerne kunne forklare hvorfor.
Han spørger: Hvorfor skal en Margueritrute på en meget stille vej have en dobbeltrettet asfalteret cykelsti? Og hvorfor er Margueritruten vigtigere end de mange andre skoleveje, der står på prioriteringslisten?
