Dominique Campbell blev født på Rigshospitalet den 22. marts 1956. Fra sin fars side har Domi benene godt plantet i den danske muld – faderen født i København, men med en familie, der går ni generationer tilbage på Hjarnø i Horsens Fjord. Domis mor er fransk – født og opvokset i sydfranske Provence. Som barn og ung opholdt Domi sig ofte i Frankrig og var i en længere periode hos sin mormor, som boede til leje i sin brors vingård i Moubec – et stenkast fra Avignon og for foden af bjergkæden Luberon. Domi gik her i børnehave og i de små klasser, og som hun selv siger, taler hun fransk på 2. klassesniveau – hvilket nok er lidt undervurderet. Domis videre ungdom og teenagetid kender jeg ikke så meget til – men den har sikkert været fyldt med lige så meget kaos og tvivl som hos os andre. Men – ungdommen endte brat, da hun mødte Andrew Campbell. Domi blev gravid – blev gift ved kongebrev – og fødte datteren Claire. Claire døde i 1978 ved en ulykke i Irland – og ca. to år senere døde Andrew i en solo bilulykke.
I dette kolossale tomrum af sorg, savn og ensomhed trak Domi teltpælene op og begav sig til Aarhus, hvor hun havde fået et tilbud som skuespiller på teaterværkstedet Den Blå Hest. Domi havde en helt speciel evne til at gå et spadestik dybere, når hun spilede – ærlig, sårbar og naiv. Specielt i Franz Kafkas “Amerika”, hvor hun spillede drengen, der bliver sendt til sin onkel i Amerika. Det blev til mange turneer i Øst- og Vesteuropa. Den længste var, da hun tog toget til Tasjkent – en tur på 3300 km.
I 1993 flyttede Domi til Portugal for at stifte familie med portugiseren José, som hun kendte via sin første mand Andrew. Sammen fik de datteren Sara i 1994. Men lykken er en sporadisk størrelse – og fremmede kulturer er svære at håndtere, så et par år senere var Domi og datteren Sara tilbage i Aarhus. I 1997 købte Domi hus i Alken – Emborgvej 141. I tiden op til huskøbet sås hun ofte spankulerende frem og tilbage på Emborgvej med en gammel barnevogn – og kommende med lettere overfriske dumsmarte bemærkninger – på københavnsk. Hvad var nu det for en mærkelig én – derovre fra København? Men det skulle snart vise sig, at den der københavnersnude skulle blive et af mine bedste bekendtskaber.
Domi tog en pædagoguddannelse først i 00’erne og fik arbejde i Bjedstrup Børnehus, lavede bl.a. et malerum – både inde og ude – som var ret populært. Julen 2004 rejste Domi og Sara med andre Alken-folk til Thailand – og det endte i kaos – da tsunamien ramte Thailands kyst. Alle overlevede – dog med ar på sjælen. Kort efter måtte Domi sygemelde sig på grund af stress – som senere blev til diagnosen PTSD. Domi er et menneske, som ikke giver op – hun arbejder med sig selv – søger hjælp – søger en forklaring. Hun har helt sikkert også brugt maling og tegning til at kunne afhjælpe sorg og smerte. Domi er en dygtig kunstmaler – og også en god tegner – har sin helt egen streg og har gennem den tid, jeg har kendt hende, udviklet sin helt egen stil. Man kan altid se, det er en “Dominique”.
Som skrevet lærte jeg Domi at kende i 1997. I 2005 flyttede jeg som lejer ind i underetagen på Emborgvej 141. Vi blev kærester i 2008, blev gift i 2024 – og vi bor stadig i hver vores lejlighed, så noget tyder på, at det virker – det med at kunne melde time-out og have muligheden for at trække sig tilbage. Domi er et smukt og rummende menneske – hendes hjerte banker for at se og acceptere mennesker som de er – og hun har et kæmpe hjerterum for dyrevelfærd. Domi ses ofte i bybilledet i Fjällrävstøj og med en hund og så mig – ofte et par meter bagefter.
Skrevet af BenteBent.
