Skanderborg Kommune har ændret sin strategi for at etablere vedvarende energi (VE) – bl.a. belært af fejltrin fra forløbet ved Alken, hvor planerne om møller og solceller nu er trukket tilbage. Fremover går strategien om VE-anlæggene ud på:
- Primært at prioritere større projekter.
- At der er lavet de nødvendige forhåndsaftaler med lodsejere og evt. boliger, der skal opkøbes
- At der laves en tydeligere retning for, hvor i kommunen byrådet ønsker ansøgninger til projekter.
- At der kigges efter områder nær større infrastruktur som motorvej og højspændingsledninger eller allerede eksisterende VE-projekter.
- At der ikke igangsættes en tidlig dialogfase med borgerne som tidligere, men i stedet almindelig høring, hvor borgerne kan melde sig til en lokal følgegruppe.
Læs og se mere på TV2 Østjylland i historien Kommune erkender: Forfejlet borgerinddragelse, hvor Robert Buitenwerf, Mikkel Schwab, Mai-Britt Frommelt og udvalgsformand Claus Leick (SF) udtaler sig.
Det store flertal i byrådet – 23 ud af 27 – holdt samtidig fast i, at der ønskes projekter, der bidrager væsentligt til Skanderborg Kommunes målsætning om at etablere vedvarende energi svarende til 100 % af kommunens elforbrug inden 2030. Derfor skal projektforslag som minimum bestå af tre vindmøller eller solcelleanlæg på minimum 100 ha.
Imod vedtagelsen stemte de fire medlemmer af byrådet fra DF, DD og LA.
