Lejligheden på 1. sal over Mejeriet bliver ledig fra 1. sep. 2026, skriver Hans Hornbek fra mejeri-bestyrelsen. Interesserede kan henvende sig til foreningens bestyrelsesformand eller kasserer senest 30. juni 2026. Hvis der er flere ansøgere, vil Mejeri-bestyrelsen afgøre, hvem lejemålet går til. Ansøgere med mindst et halvt års forudgående medlemskab af Foreningen Mejeriet vil blive foretrukket.
Lejligheden er på ca. 60 m2 og består af køkken-alrum, værelse, gang og badeværelse samt to altaner. Månedlig husleje er 3.000 kr. som kan reguleres ved årsskifte. Ved underskrivning af kontrakt betales et depositum på 9.000 kr. svarende til tre mdrs. husleje. Opvarmning af lejligheden sker via luft-til-luft varmeblæser og en brændeovn. Vand/el indbetales efter aftale via månedligt a conto beløb med slutafregning til årsskiftet. Et til lejligheden hørende tremmerum i kælderen kan tilkøbes og koster 75 kr. månedligt. Adgang til lejligheden sker gennem biblioteket, og man skal være klar over, at der vil være støjgener forbundet med lejemålet, pga. placeringen over et medborgerhus med købmand, fællesarrangementer og private udlejninger.
