Ikke sidste fredag, hvor det blæste for meget, og heller ikke onsdag, hvor vinden stadig var for kraftig, men i det stille vejr torsdag lykkedes det folkene fra Novana, Det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur, at komme ud på undersøgelse i Mossø. Biologer og andre miljø-folk fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø overvåger løbende søerne for at finde ud af, om de lever op til nationale og internationale målsætninger. Og i år er det blevet Mossøs tur. Ved at tage prøver af vandet og søbunden kan styrelsen levere data om tilstanden og udviklingen af næringsstoffer og miljøfremmede forurenende stoffer i søerne. Resultaterne af overvågningen skal tilsammen tegne et billede af tilstanden af søernes dyre- og planteliv. Dataene danner grundlag for Danmarks nationale vandområde- og Natura 2000-planer og skal sikre opfyldelse af internationale EU-direktiver. Novana-folkene kommer til søen fem gange i løbet af sommeren, og så på et tidspunkt kommer så en rapport med resultaterne. Den seneste Novana-rapport gælder 2024 og udkom i december 2025, så mon ikke det bliver sidst på året i 2027.
Mossøs dyre- og planteliv under lup i år
