Alken Vestergaard sættes til salg med ca. tre hektar jord

Nu skal Alken Vestergaard, der i marts 2025 blev overtaget af Naturstyrelsen for at lade en del af gårdens jord indgå i det kommende klima- lavbundsprojekt Illerup Ådal, sælges fra. Det oplyser ejendomsforvalter Jørgen Juhl Nielsen fra Naturstyrelsen Søhøjlandet – egentlig som en del af et svar til alken.dk på, hvorfor den tilgroede eng ved siden af ridebanen blev slået kraftigt ned. Det var der flere i Alken, der undrede sig over, mens andre ærgrede sig. Men først det med salget. Gården blev overtaget med ialt 62 hektar landbrugsjord placeret omkring ejendommen, i Alken Enge, på Overmarken – og en smule i Svejstrup Enge. Når nu gården sælges fra, bliver det med omkring tre hektar jord til – dels arealet mellem gården og jernbanen, dels de to matrikler langs nordsiden af Emborgvej mellem viadukten og bygrænsen, hvor bl.a. ridebanen ligger. Resten af jorden skal enten indgå direkte i klima-lavbundsprojektet eller bruges som erstatningsjord til lodsejere, der afgiver jord til projektet.
– Ejendommen er i en salgsproces og bliver udbudt til salg i henhold til statens udbudsregler. Det er den lokale ejendomsmægler Martin Vinther fra Nybolig der står for salget, og han forventer, at ejendommen kommer på markedet inden for 14 dage, skriver Jørgen Juhl Nielsen, der tilføjer, at der allerede har været god interesse for at købe gården. I første omgang bliver udbudsperioden otte uger.
Og så til det med marken, der blev slået. Jørgen Juhl Nielsen skriver, at driften af Naturstyrelsens jorde ikke må forringe arealernes markedsværdi, og at de to matrikler langs vejen gennem årene er blevet slået. En mindre del har i 2024/2025 været udlånt til Banedanmark, hvorfor slåningen af dette areal har været begrænset. Naturstyrelsen slår græs og brakarealer en gang årligt i perioden 1. august til 15. september, så arealerne opretholder markedsprisen. (Foto: Mikael Karlsson)


You are currently viewing Alken Vestergaard sættes til salg med ca. tre hektar jord