Nu rykker det: 2,45 millioner til cykelstien bevilget

Ud af i alt 132,7 mio. kr. til projekter i hele landet er der nu afsat 2,45 mio. kr. til cykelsti mellem Alken og Skanderborgvej, oplyser Transportministeriet. Der er tale om midler fra cykelpuljen besluttet af forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035. Projektet kræver kommunal medfinansiering, og det er vel det, der lå bag, at udvalgsformand Claus Leick (SF) på mejeriet i sidste uge oplyste, at hvis ellers der kom penge fra puljen, vil en cykelsti blive en realitet i 2027 – eller 2028, som han i anden omgang tilføjede. Kommunens budget for 2027 skal vedtages her inden så længe.
Puljen har denne gang et særligt fokus på at gøre det mere sikkert at cykle til skole, så det gælder 25 ud af de 29 begunstigede projekter, således også vores.
For at komme i gang har trafikgruppen i borgerforeningen som bekendt samarbejdet med kommunen om en foreløbig løsning. Det gælder et såkaldt cykelspor, hvor folk fra Alken var ude og rykke det gamle fårehegn op for at kunne komme til – og en bro over Linddalsbækken til den løsning er således snart færdig til levering.

You are currently viewing Nu rykker det: 2,45 millioner til cykelstien bevilget