Trægruppe vil skaffe mange flere træer til Alken og omegn

Vi drømmer om mange flere træer i vores lokalområde, som en del af Alkens samlede bestræbelse på at sikre mere natur og biodiversitet, skriver Tove Nyholm. Derfor har vi dannet en træplantningsgruppe, og håber at vi de kommende år, sammen med folk i området, kan plante en mangfoldighed af træer. Som en start har vi lavet aftaler med Ry Vandværk, hvor vi kan plante ca 30 træer på vandværksgrunden i Boes skov. Desuden har vi aftalt med Skanderborg Kommunes vejafdeling, at vi kan plante 10 træer langs det kommende cykelspor. Til at hjælpe os i gang har vi modtaget 10.000 kr. fra Skanderborg Kommunes Klima-aktivitetspulje, og tak for det! Det er dog ikke tilstrækkeligt til at indkøbe det ønskede antal træer af en vis størrelse, så derfor starter vi denne indsamling.
Man kan støtte med et beløb, som man synes, eller I kan f.eks. som familie købe et vejtræ. Plante det, og passe det. Hilse på det, når I cykler forbi på cykelstien!
Kommunen har angivet, hvilke arter de ønsker langs cykelsporet, og meget gerne i en blanding: engriflet hvidtjørn, fuglekirsebær, seljerøn, alm. røn, alm. hyld, avnbøg, skovabild (vildæble), småbladet lind, storbladet lind, hassel, stilk eg, vinter eg. På vandværksgrunden plantes blandede frugttræer, som tilsammen med de eksisterende på stedet vil blive byens fælles frugthave hvor alle er velkommen til at hente frugt. Når finansieringen er på plads indkalder vi til fælles træ-plantningsdag med både børn og voksne. I hører nærmere.
Bedste hilsner fra Tove Nyholm, Gitte Trenckner, Ann Bertelsen og Ella Jørgensen.
Henvendelser til 5190 3349 (Tove)
STØT TRÆER TIL ALKEN OG OMEGN. Mobile Pay: 9287QW

You are currently viewing Trægruppe vil skaffe mange flere træer til Alken og omegn