Lone Gerup Adamsen – 60 år (2. nov. 2026). Tiden kan bøjes og strækkes, selv om vi har vænnet os til urets ubønhørlige krav om 60 minutter i timen og 24 timer i døgnet. De gamle, fx steder i antikken, inddelte dagen i 12 timer, altid begyndende med solopgang, og det fyldte 12. time ved solnedgang. Det giver den sjove konsekvens at timerne er kortere om vinteren end om sommeren. I den retning kan nogle mennesker også tænke, fx Lone: måske kan man strække timerne og således nå lidt mere. Tidsoptimisme, kalder nogen det.
Szymborskas digt, Det kan være uden titel, begynder således: ”Det er kommet så vidt, at jeg sidder under et træ/ ved en flodbred/ en solrig morgen.” – Det er kommet så vidt! Hvad ligger der i dette? I al fald at meget er gået forud? Digtet slutter: ”Med en udsigt som denne bliver jeg altid usikker på,/ at det der er vigtigt/ er vigtigere end det der ikke er vigtigt.”
Lone elsker den slutning. Her sættes tingene i perspektiv: Vi render rundt og har travlt, tiden flyver, alting skal nås, kalendertyranni.
Født i Himmelev ved Roskilde, gået i skole, taget studentereksamen – og haft mange års glædesfyldte omgang med heste. Efter diverse jobs og flere forsøg på en passende uddannelse blev Lone i 1992 fysioterapeut i København – for fire år efter at begynde på psykologi i Aarhus. Hvorfor Aarhus? Et møde til fødselsdag i marts 1996, så kunne Lone lige nå at ændre prioritering til Aarhus, flytte ind i tjenestebolig på Ry Højskole, blive gift, få
tre børn, Eske 1997, Astrid 1999 og Nis 2002. Nå ja, og blive specialist og supervisor og arbejde i psykiatrien i Viby, Herning og Horsens – for at blive ansat til at starte og få et Center for Seksuelt Misbrugte Midt-Nord til at fungere, som leder altså fra 2013 til 2019. Derefter egen praksis som psykolog og konsulent. Det sidste kort tid efter et besøg på Emborgvej 82, med mægler, resulterede i huskøb.
Tiden kan bruges godt, så biodiversitet, deltagelse i to litteraturklubber, strik, lejlighedsvis syning, hønse- og hundehold, løbeture mv., følgen med i politik og samfund, have, venner og veninder, blomster, fugle, jamen der er kun 24 timer, og selv for Lone er alting af og til for meget. ”Det er kommet så vidt”… Når det hele tipper, energien er lav, nærmest væk, så er der jo stadig fugle og heste: ”Kun i en verden hvor der findes traner
og heste, kan poesien overleve” – skrev Robert Graves engang. Det peger på Lones poetiske side: Sansen for fugles skønhed, deres flugt, hvad er det med dem! Og en hest kan altid, selv i den tungeste stund (næsten) løfte humøret. Graves peger på at naturens skønhed – traner! – er en forudsætning for at vi kan åbne verden med digte. Og herligt betvivle ”at det der er vigtigt/ er vigtigere end det der ikke er vigtigt”.
Af alt som er uvigtigt er for Lone musikken det uvigtigste, eller jo altså dét uvigtige som sætter alt i perspektiv! Sangen, salmen, dansen, og med violinen: kvartet, strygerensembler (to), symfonimusik med Forårsfilharmonikerne, Askov-stævne – det tager tid, det er vigtigt, her er skønheden vitaliserende (og selvfølgelig de musikalske fællesskaber). Det har højeste prioritet.
Hvilket selvfølgelig kræver en korrektion, for Lone er med stort M som i Moder (og stort H som i Hustru). Banalt ja, men som alle vores livs banaliteter dyrebare. Ikke er Lone lykkeligere end når familien er samlet, især selvfølgelig vores tre børn og to tilkomne skønne, unge mennesker – ligeledes de gamle forældre og resten af familien. Og kalendertyranniet kan for en stund stoppes der, lige som det kan ved søbredden, Mossøs, en solrig morgen. Så er der som regel godt i dejlige Alken og Lones sind.
Og der er så meget mere at sige (alle de tilløb, som forblev tilløb, mest fordi tiden, uanset vores tællemåde, må følge solens gang). Og derfor kun ét at sige: Alle vi, som Lone fylder med sin følsomt-begavede personlighed, sit nærvær og sin opmærksomhed, ønsker hende taknemligt mange gode og glædesfyldte år, tranetrompeteren, musik og stor kærlighed, dvs. hverdagsomsorg, den udstrakte hånd, det deltagende og forstående ord, nåden.
J.A.
