Også Boes Vandværk ind under Ry

Ligesom Alken Vandværk for nogle år siden blev lagt ind under Ry Vandværk, gælder det nu også Boes Vandværk, fortæller Vagn Stensig Kristensen til DitRy. Vagn har i mere end 20 år været vandværkspasser og formand for værket, der er fra 1949 og i 1997/98 gennemgik værket en større renovering, der skulle kunne vare i 20 år.

Det ville koste omkring en million kroner at skifte til nyt – mange penge for de 42 andelshavere. I stedet har et stort flertal besluttet at Boes Vandværk skal køre videre under værket i Ry. Kun to stemte imod.

– Hvis der sker noget uforudset efter nytår, så er der allerede etableret en nødledning til Ry, så vi er sikre på at have vand. Nu skal Ry Vandværk vurdere værdien af Boes Vandværk, og så får hver af andelshaverne en regning på 4000 kroner, der skal betales over fire år, fortæller Vagn.