1769 blev den allerførste danske folketælling gennemført, men først fra en folketælling 1787 har man detaljerede oplysninger om de folk, som optællerne noterede ned, når de gik fra hus til hus og fra gård til gård. Rigsarkivet har gemt det hele, og i Alken blev det til 46 personer, som vi alle nu kender både navn, alder, erhverv og civilstand på. Alken – her skrevet som Alchen – rummede dengang primært blot fire såkaldte halvgårde – omkring det nuværende Gammel Alken.
Optællingen begynder med de fire familier, der i 1768-1769 var blevet selvejerbønder – og alle fire havde tjenestefolk. Den første husstand var også den største med sine 10 personer: Husbonde og bonde Christian Ernstsen på 46 år og madmoder Anne Jensdatter på 41 samt deres seks børn: Ernst på 18, Maren på 15, Anne Catrine på 13, Bodil Marie på 10, Anne Marie på syv og Jens på to. Drengene hed Christiansen til efternavn, pigerne hed Christiansdatter. Dertil kom de to søskende Peder og Oue Marie Ouesen på henholdsvis 30 og 27 år, om hvem folketællerne noterede: ”Husbonden Broders Børn tiener for Kost og Løn”.
I den anden husstand har Christian Ernstsens storebror Niels Ernstsen på 51 fået titlen husbonde og gårdbeboer, og hans kone Karen Christophersdatter på 59 titlen madmoder med tilføjelsen ”Gift 2. gang” – hun var barnløs enke på gården, da hun blev gift med Niels. Deres to børn, Christen på 24 og Maren på 19, boede der også – ligesom to tjenestefolk, Peder Michelsen på 24 og Christen Mouritzen på bare 14.
På den tredje halvgård var Karen Troulsdatter på 56 år både madmoder og bonde – man fornemmer arbejdsbyrden for en enlig mor. Med sin nyligt afdøde mand Anders Jensen havde hun en søn og seks døtre: Troels, Gunder, Maren, Bodil, Anne Catrine, Anne og Dorethe. Kun Trouls på 30, som året efter selv skulle overtage gården, boede hjemme sammen med sine to yngste søstre, Anne på 16 og Dorethe på 13. To døtre var nu gift i henholdsvis Ry og Fiirgårde – de sidste to har været ude og tjene på andre gårde. Også her var der to tjenestefolk – karle vel – Simon Jensen, der var 30 år og ugift, samt Jens Pedersen, der var 35 og gift. Med hvem fremgår ikke.
På den fjerde og sidste halvgård var 61-årige Anders Sørensen den ældste af de fire selvejere. Han var gift for tredje gang – med Andorethe Sørensdatter på 37, som nu var madmoder. Hjemme boede bare et enkelt barn – deres fælles datter Maren på ni år. Her var hele fire tjenestefolk – to karle og to piger: Rasmus Rasmussen på 22, Niels Pedersen på 15, Anne Sørensdatter på 19 og Anne Marie Nielsdatter på 15.
Alt i alt hørte 29 personer til på de fire halvgårde, men yderligere 17 var registreret i seks mindre husstande eller husmandssteder. Den ældste beboer i Alken var husmand og daglejer Mads Pedersen på 70 år, som boede sammen med sin kone Anne Rasmusdatter på 63. I en husstand for sig er 35-årige Anne Else Hansdatter registreret som kone, huskone og daglejer – og gift, men med hvem fremgår ikke, så han blev nok talt med på sin arbejdsplads et andet sted.
En fattig ugift kone på 56 og hendes to piger på ti og seks år har også haft til huse et sted i det lille samfund: Anne Margrete Johansdatter er nævnt som ”kone, huskone og nyder Almisse af Sognet”. Pigerne Kirsten og Maren hed begge Nielsdatter, og hverken de eller deres mor ser ifølge kirkebogen ud til at være født eller døbt i Dover Sogn og må være kommet til udefra.
En bolig har der også været i det gamle Alken til ”Husmand, national soldat og daglejer” Søren Madsen på 38 år, hans kone Maren Erichsdatter på 36 og deres lille Peder på et år. To børn var der i en anden husmandsfamilie: Anne Else på ti og Jens på seks. Deres mor var Ane Marie Michelsdatter på 30, og deres far Hans Jensen, som også havde den vigtige funktion at være landsbyens smed. I den allersidste Alken-familie finder man Jens Johan Jensen på 41, som udover at være husmand også bliver benævnt som betler, altså én, der måtte tigge sig til føden hos de andre folk. Det med at ”nyde almisse af sognet” som Anne Margrete Johansdatter gjorde, var der altså ikke noget af her – og heller ikke for hans kone Anne Marie Michelsdatter og de to små, Karen på syv og Jens på fem.
I Dover Sogn var der i alt 148 husstande med 695 beboere – listet op efter størrelse med antal husstande og beboerantallet i parentes:
Svejstrup 33 (143)
Siim 24 (121)
Illerup 22 (107)
Boes 23 (103)
Fiirgårde 18 (86)
Alken 10 (46)
Nyegaard 6 (36)
Hemstok 7 (32)
Bjedstrup 5 (21)
Dertil kommer de folk, der var “løsgængere” og ”omløbere” og ikke havde noget sted at bo. Som kirkebogen kan referere fra 1782 om ”omløbende tigger Peder Madsen død i Boes – 64 år”, og fra 1779 ”omløbende betler Jens Madsens barn Rasmus død i Alken – 3 år” og tilbage i 1771 ”en omløbende glarmesters barn Else Margrethe død i Svejstrup – 8 dage” – og det var så bare eksempler på omstrejfende folk, der døde, dertil kom de levende.
Kortudsnittet er fra et matrikelkort i 1817 – altså en del år senere en del folketællingen. I udkanten af de fire halvgårde ser man flere huse, hvor husmandsfamilierne har boet. De to halvgårde øst for Lindalsbækken ligger, hvor Alkengård ligger i dag, mens de to halvgårde lige vest for bækken for længst er revet ned. Hverken Alken Vestergård eller Alken Østergård var bygget på dette tidspunkt.
Find de første ni kapitler om Alkens første kendte beboere:
1. 1490-1667 Fæstebønderne Søren Christensen og Jost Andersen.
2. 1667-1696 Kvinder uden navne, høj børnedødelighed og en bondekone på 14
3. 1696-1705 En dragon fra Boes, husmænd i Alken og ’godvillige’ overtagelser
4. 1705-1720 Ung kone død i barnsnød, og opholdsmand druknet i Mossø.
5. 1720-1728 Rytterskole i Svejstrup, en fattig skoleholder, en aftakket rytter og fællesdrift på kirkens jord.
6. 1728-1737 En overfaldsmand fra Alken, der kom i Den spanske Kappe, og en usædvanlig ægteskabskontrakt.
7. 1737-1744 Hestetyve, natmandsfolk, dødsstraf og pisk.
8. 1745-1749 Drik og fylderier, liderlighed og brændevin.
9. 1749-1755 En Alken-bondes kamp for at overtage en forgældet gård i Forlev.
Og de seneste kapitler:
10. 1755-1769 * Auktion på slottet – og fire selvejere i Alken.
11. 1767-1769 * Da en Boes-bonde gjorde sin tjenestepige gravid og fik nedsat straf
12. 1768-1775: * Da ulydige bønder i Boes endelig vandt over en rådmand fra Aarhus
Kilder:
Steen Holger Andersen: Dover Sogns historie gennem 400 år.
Folketælling 1787, Rigsarkivet.
Dover sogns kirkebog, Hjelmslev Herred, 1692-1785.