Vi har fået et kvashegn på skolen, skriver Trine Fredsøe Hassl. Det er blevet opført for enden af sportspladsen, doneret af Renosyd. Alle i lokalområdet er inviteret til at fylde de lokale hegn med kvas fra haven i stedet for at køre det på genbrugspladsen. For hver eneste trillebør med grene er man med til at producere mindre affald og mere natur.
Et kvashegn er et hegn, hvor man banker pæle i jorden i to rækker. Så fylder man mellemrummet op med grene fra haven og kommunens grønne områder. Det skaber levevilkår til fugle, insekter og smådyr. Desuden binder 1 m3 kvas 400 kg CO2.
Det er vores affaldsselskab Renosyd, der sammen med Odder og Skanderborg Kommune, kvit og frit opfører kvashegn hos os og ved en lang række andre skoler og fællesarealer. I alt bliver der mere end 1 km kvashegn.
Renosyds formål er at finde gode veje til at nedbringe de 134 kg haveaffald, som hvert enkelt menneske i Skanderborg og Odder årligt producerer – affald som ikke behøver at være affald. Grene og kviste er en naturressource, hvis de ender i et kvashegn og ikke på genbrugspladsen, hvor de skal forarbejdes.
Hvorfor kvashegn på en skole? Vi har sagt ja til et kvashegn, fordi vi som skole gerne vil bidrage positivt til de stigende mængder affald, den truede biodiversitet, og være med til at nedbringe CO2-udledningen.
Vi har også et mål om, at kvashegnet skal lære os mere om ressourceforbrug, affald og natur. Desuden spiller kvashegnet sammen med Folkeskolens første formålsparagraf, hvor der står, at skolen skal bidrage til elevernes forståelse for menneskets samspil med naturen. Med et kvashegn får vi et biodiversitetslaboratorium lige uden for vinduerne, hvor vi kan gå ud og følge med i, at insekterne flytter ind, og at kvaset langsomt nedbrydes. Hegnet bliver opført med solide pæle, og man må gerne lege i det.
Vores kvashegn vil blive fulgt af biologer fra Aarhus Universitet, som vil forske i, hvilke dyrearter, der kommer til at bo i hegnet. Viden fra kvashegnet bliver desuden til undervisningsmateriale, der sammen med affaldsagendaen vil danne rammen om mulige læringsforløb. Kom med havens kvas allerede fra i dag.
Vi håber, at I alle sammen flittigt vil fylde skolens kvashegn med grene, kviste og hækafklip fra haven. Spred også budskabet til naboer. Kvashegnet er altid åbent i modsætning til genbrugspladsen.