Vi var tre – og vist også flere – der gerne ville stå af toget i Alken, som vi altid gør. Vi havde alle trykket på knappen, men alligevel stoppede toget slet ikke i Alken. Også selv om det var 14.26’eren fra Aarhus. Det kørte igennem hjembyen på cirka et sekund og efterlod et lille sus i maven på mig. ‘Hov?!?’ udbrød jeg med skinger stemme. ‘Ja’ sagde Christian med en langt roligere stemme. ‘Det standsede ikke’. Mig, hvis stemme nu næsten knækkede over i skingren: ‘hvad fanden!!!! Det har jeg sgu aldrig prøvet før!!’ ‘Nu er det nu, vi må tage det roligt og smile pænt til lokomotivføreren, når vi går ud’ sagde Christian med et smil. ‘Hvorfor???!’ buldrede jeg. ‘Jeg har mere lyst til at blive italiensk på ham!, røg det ud af mig. Og her er det ironiske faktisk, at den ægte italiener i toget, var Christian – og slet ikke mig. Asmund sluttede sig til os fra den anden togvogn. Han – selvfølgelig også rolig og i færd med at forsøge at skaffe hentning i Ry. Pludseligt afbrudt et livstegn fra lokomotivføreren i form af en højtalerstemme: ‘Jeg beklager, at jeg ikke lige fik standset i Alken. Det I kan gøre er at tage næstkommende tog tilbage til Alken fra Ry. Kvit og frit. Vi betaler rejsen. Undlad at tjekke rejsekortet ud i Ry’. Nå. Bestyrtede stod vi så af i Ry, og undlod pligtskyldigt – men ikke uden frygt for bødehæftet – at tjekke ud. ‘Hvad nu?’ spurgte vi os selv og hinanden. ‘Vi kan altid gå i genbrugsen’, foreslog jeg. Og det gjorde vi så. inden vi hoppede på det næste tog hjemover, havde Asmund købt to patentglas i genbrugsen, og Christian havde fortalt mig historien om de to munke, der mødte en pige, der havde brug for hjælp til at komme over floden. Den ældre munk tog hende ved armen og bar hende over. De to munke gik videre i tavshed, men efter seks timer, kunne den unge munk ikke holde til det længere: ‘hvorfor hjalp du hende?!? Vi må ikke røre ved kvinder, og det løfte har du brudt.’ Den ældre munk svarede: ‘jeg bar på hende i 30 sekunder, men du har nu båret rundt på hende i seks timer. – og før vi vidste af det, var vi hjemme i Alken igen, berigede med en slem, men ikke ubetydelig oplevelse.