Silkehejre i Svejstrup Enge

Et par dage efter jul, den 28. dec. kiggede jeg tilfældigt ud af vinduet, som jeg ofte gør, skriver Vibeke Sandberg Ballowitz fra Svejstrup Enge. Der var noget stort hvidt, en fugl. Med kikkerten så jeg en silkehejre stå på engen, en meget smuk fugl. Den var for langt væk til at jeg kunne fotografere. Den 31. fløj den rundt i nærheden af det sted, hvor den før havde stået,og den gik ned på den anden side af af banelegemet.

Ifølge Naturbasen er den sjældne hejres kendetegn: Længde 55-65 cm, vingefang 88-106 cm. En mindre og meget graciøs hejre med lang, tynd hals. Er snehvid med langt, tynde, sort næb og sorte ben med gule fødder (ses bedst i flugten). I yngletiden er fødderne røde og den har lange, trådformede fjer (egretter) på ryg, bryst og skuldre og desuden to lange fjer ud fra nakken. Tøjle blågrå det meste af året, rødlig (sjældent gul eller purpur) i yngletiden.