Søndag midt på dagen er der som varslet vindstød op til stormende kuling og samtidig høj vandstand i Mossø. Der er hvide toppe på bølgerne, som slår ind over Alkenvej på de strækninger, der er tættest ved søen. Siden jul er vandstanden under de usædvanligt regnfulde uger steget 45 centimeter til det nuværende højdepunkt – det højeste siden marts 2022. Blandt beboerne ved søen er der midt i den hårde blæst lettelse over, at det nye 900 meter lange dige langs Illerup Å fungerer efter hensigten. Diget blev udført sommeren 2022 i samarbejde mellem Pumpelaget og Grundejerforeningen Alken Enge. Diget ligger på sydsiden af åløbet og holder vandet i åen, så Alken Enge ikke oversvømmes, som det ofte er sket. Tre gange i omfattende grad – to gange i 2015 og så igen i 2020 med skader på flere huse og grunde – og hvad dertil hører af mental belastning, som den latente trussel om nye oversvømmelser betyder.
Materielgårdens folk hjalp i ugens løb med at flytte fyldte sandsække fra et depot ved diget ned til Vædebro som reserve – og leverede denne gang også fyldte sække på opfordring direkte til beboere med behov. Ved grundene på Alkenvej lige nord for Illerup Å går den vandfyldte å nu op til – og over – græsplænerne, og folk fra Grundejerforeningen Alken Enge har været i gang hos de nytilflyttede Mikkel Juul-Nyholm og Margit Hald for at hjælpe med en sandsækkevold.
(Fotos: Knud Abildtrup)