Det er et spørgsmål, som vi meget gerne vil drøfte med tidligere, nuværende og forhåbentligt kommende brugere af Dover GF.
I bestyrelsen føler vi en dalende opbakning til foreningen fra lokalområdet, så måske er behovet der slet ikke længere? Vi har svært ved at få trænere og frivillige til de hold vi gerne vil have i foreningen, vi bruger alt for meget tid på at indkræve kontingenter og de nye tiltag vi kommer med får ikke rigtigt opbakning. Så måske er tiden bare en anden, og flere foretrækker de tilbud der er i Ry, Gl. Ry og Skanderborg? Og måske er der slet ikke behov for en lokalt forankret idrætsforening?
Vi vil gerne invitere til et kombineret diskussionsmøde og generalforsamling d. 21. februar kl. 19 i klublokalet, hvor vi samtidig byder på en bid brød og et glas af noget godt. Tanken er at vi starter kl. 19 med en diskussion omkring foreningens fremtid:
– Skal vi have en lokalt forankret idrætsforening?
– Hvis ja – hvad skal den tilbyde? Hvilke hold og faciliteter?
– Hvordan får vi aktiveret flere lokale frivillige?
Senest kl. 20.30 stopper vi diskussionen og går over til årets generalforsamling med nedenstående dagsorden. Generalforsamling ventes at være færdig senest kl. 21.30. Bemærk at der er to bestyrelsesmedlemmer på valg, hvoraf en ikke genopstiller, og der er derfor brug for nye kræfter i bestyrelsen.
Dagsorden ifølge foreningens vedtægter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning for det forgangne år
3. Fremlæggelse af regnskab for det forgangne år
4. Nye vedtægter for foreningen
5. Behandling af evt. indkomne forslag
6. Valg af bestyrelse
a. Valg af ny formand
b. Valg af bestyrelsesmedlemmer
c. Valg af suppleanter til bestyrelsen
7. Valg af revisorer og 1 revisorsuppleant
8. Evt.
a. Herunder eventuelle input fra diskussionen før generalforsamlingen.
Forslag der ønskes behandlet på mødet, skal være bestyrelsen i hænde senest d. 14. februar.
Forslag til nye vedtægter for foreningen vil være tilgængelige på Dover GFs facebookside fra d. 14. februar.
Vi håber at se rigtigt mange til mødet og generalforsamlingen, så vi kan få dirigeret Dover GF i den rigtige retning.
Mvh Bestyrelsen i Dover GF
Lars Krab
Flemming Skotte Møller
Jesper Damtoft
Johan Harding Sørensen
Lau La Cour Bennedsen
Morten Birch Larsen
(Foto fra sportsfesten i 2018: Henrik Bjerg)