Se det summer af sol over engen

Kommunens biolog var en tur ude på Hede Ager Krog sammen med et hold studerende for at se på naturens tilstand der, skriver Thorbjørn Herrik.

“Nej hvor er det blevet godt, hvor er det bare godt” udbrød han. Han var glad for at finde nogle af de blomster og urter, som de ellers leder forgæves efter på andre enge og overdrev og nok også lettet over, at de penge kommunen havde spenderet på hegn og låger ikke havde været helt spildt. Vores naturplejere har gjort det rigtig godt.

Vicky og Bjørli er nu på tredje hold kalve, og tyren Bosse holder stadig godt styr på sin flok, men Bosse er nu en ældre herre, så det bliver nok hans sidste sæson. Den nye præmietyr bliver så Klein, mens Lille DD nok må en tur forbi Hårby for at blive rematerialiseret som pizzahak. Det er nok ikke noget vi behøver at fortælle Morten DD og slet ikke noget Sebastian Klein behøver at få at vide. Til dem som er skuffede over, at der slet ikke bliver en arbejdsdag på Hede Ager i år kan vi trøste med at vi på lørdag 10. juni kl. 15.30 går nede i engen og slår græs omkring hegnet. Her vil det være muligt at blive introduceret for en le, et ørnenæb eller en græsrive og få en snak om naturens gang.

You are currently viewing Se det summer af sol over engen