Er biogas grøn?

Med den overskrift inviterer Enhedslisten til oplæg og debat med en NOAH-aktivist på Alken Mejeri mandag 28. august kl. 19.30, oplyser miljøbevægelsen NOAH.

Kommunerne er forpligtede på at bidrage til at opfylde klimalovens målsætninger. Derfor bestormes kommunerne i denne tid af firmaer, der tilbyder løsninger i monsterstørrelse:

  • I Torrild i Odder Kommune, tæt på kommunegrænsen til Skanderborg, vil firmaet ADA Green Energy bygge biogasanlæg på 20 ha kombineret med solceller på 150 ha og vindmøller med power-to-X-anlæg på et tilsvarende stort areal.
     
  • I Høver ved Galten i Skanderborg Kommune ønsker firmaerne Bigadan og Ecosolar at opføre et lignende anlæg.

Biogas spiller altså en betydelig rolle i de kommunale planer. Men hvad er biogas egentlig for noget, og hvilke konsekvenser har denne energikilde for klimaet, landbruget og de mange mennesker, der bliver berørt af produktionen?

For at så mange som muligt kan blive klogere på de mange problemer, der er forbundet med biogas, har Enhedslistens lokalforeninger i Odder og Skanderborg inviteret Jacob Sørensen fra miljøbevægelsen NOAH til at fortælle om biogas. Jacob er specialist på området og vil også forklare, hvorfor NOAH ikke mener, at store biogasanlæg er svaret på klimakrisen – eller andre kriser.

Mød op, bliv klogere, og deltag i debatten!

You are currently viewing Er biogas grøn?