Torsdag 22. februar kl. 19:30 viser Henrik Køhler, Laven, billeder fra en 33 dages rejse til Rio og Nordøstbrasilien. Det foregår på Mejeriet i Alken, oplyser Eric Ballowitz.
Henrik har besøgt Brasilien i alt seks gange, og man kommer til at stifte bekendtskab med de sædvanlige Rio highlights, men også fra Latinamerikas største losseplads og fra favelaen Vidigal med bevæbnede teenagers.
I Juazeiro do Norte i Nordøstbrasilien flytter familien ind hos en lokal familie i syv dage og oplever indbegrebet af udkants-Brasilien. Der er billeder fra tvillingbyerne Olinda og Recife i Pernambuco samt fra Salvador og staten Bahia, der er den største afrikanske by udenfor Afrika. Her oplever familien en afrobrasiliansk religiøs candomblé-fest som de eneste udefrakommende.
Der vil være fremvisning af hjembragte genstande og adskillige musikeksempler. Rejsen var støttet af OPEN-puljen (Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje). Der er fri entré til foredraget.
Billedet er fra ”São Joaquim” markedet i Salvador. Et par Bahia-kvinder passerer et sted, hvor en ged er på udflugt fra det område, hvor man sælger bl.a. levende fjerkræ og geder.